Knoldselleri eller rodselleri, som planten også kaldes, er en gammel kulturplante, som stammer fra en vild form, der er udbredt fra Nordafrika til Skandinavien. Det botaniske artsnavn graveolens betyder stærkt lugtende, og såvel rod som blade haren karakteristisk lugt og smag, der stammer fra indholdet af æteriske olier. Knoldselleri er toårig, men dyrkes som enårig. Bladene er store, mørkegrønne, blanke og dobbelt fjersnitdelte med rude- eller kileformede afsnit. Dyrkede knoldselleri udvikler det første år en tyk knold, der er en del af kimstænglen, stænglens basis og rodens øverste del. Knoldens øverste del er furet af blad-ar, mens den nederste del er tæt besat med kraftige siderødder. Knolden er næringsrig; udvendig er farven sortbrun, indvendig hvidlig, og kødet er oftest fast, men kan dog ind mod midten blive let svampet og løst i vævet. Det 2. år blomstrer planten med mange små hvide blomster, der er samlet i kortstilkede, sammensatte skærme.
Knolden hos knoldselleri er dannet ved en fortykkelse af den øverste del af roden og den nederste del af stænglen.
Vækstkrav: Knoldselleri kræver en lang vækstsæson. Jorden bør være dybmuldet, næringsrig og ikke for tør, med et reaktionstal mellem 7,0 og 7,5.
Pleje: Frøet sås i væksthus eller i formeringskasse i marts. Småplanterne prikles i kasser, afhærdes og udplantes i begyndelsen af maj. Planterne vandes godt inden udplantningen, og de må ikke stå dybere i jorden, end de stod i kasserne. Planteafstanden bør være 40 x 50 cm. Der vandes og holdes rent efter behov i løbet af sæsonen; inden frosten binder jorden om efteråret, tages knoldene op og lægges i kasser i sand i en kølig, men frostfri kælder.
Sorter: 'Alabaster' og 'Balder' har store knolde med fin indvendig farve.
Andre varieteter: Blegselleri (Apium graveolens var. dulce), se artiklen Blegselleri.
Sygdomme: Selleri-bladpletsyge (Septoria apii) viser sig som små, skarpt afgrænsede, brunlige pletter og forebygges ved sprøjtning med et kobbermiddel.