Peberrod stammer fra Sydøsteuropas og Sydvestasiens saltstepper og vokser forvildet i mange lande i Europa, bl. a. Danmark, hvor den findes i rabatter og ved grøfter langs vejene. Planten er en staude med langstilkede, ovale grundblade og meterhøje stængler med mange små hvide blomster og kortskulpede frugter. Roden er lang og hvid og indeholder en skarptsmagende, svovlholdig olie.
Vækstkrav: Planten vokser bedst på lavtliggende dynd- eller mosejord, hvor den kraftige pælerod udvikles bedst. I privathaver er det almindelig praksis at lade planten vokse på samme sted i flere år; denne metode giver imidlertid ikke de bedste resultater, da roden med årene bliver tyndere og til sidst værdiløs til spisebrug. Kulturen bør derfor startes forfra hvert år og på et nyt sted, hvor der ikke har været dyrket korsblomstrede planter de foregående år; herved forebygges eventuelle angreb af kålfluelarver, der kan gnave i rødderne og gøre dem uegnede til spisebrug.
Pleje: Peberrod formeres ved rodstiklinger, der plantes, så snart jorden er bekvem om foråret. Stiklingerne, der skal være ca. 20 cm lange, sættes skråt ned i jorden i samme retning, så at topenden af spirerne ligger nogle få cm under jordoverfladen; afstanden mellem planterne bør være ca. 60 cm. I august-november kan rødderne graves op, afpudses og opbevares på et køligt sted. Ved opgravningen er det meget vigtigt at få alle rodstykker op, da de glemte vil vokse frem som planter det følgende år og da optræde som ukrudtsplanter.
Peberrod (Armoraeia rusricana).
Anvendelse: Den tykke del af roden samt den nederste del af stænglen udgør plantens spiselige del og anvendes som krydderi.
Peberrod kan blive et meget besværligt ukrudt i køkkenhaven, hvis man ikke sørger for at få selv de mindste rodstumper med ved opgravningen om efteråret. Overvintrede rødder kan plantes tidligt om foråret.