Sneorme er ikke orme, men larver af den gruppe biller, der kaldes blødvinger (Cantharidae). De voksne biller er ret store, 1,5-2 cm lange, med bløde dækvinger, der er beklædt med en dunagtig hårbeklædning. De lever af andre smådyr og træffes ofte i stort antal på træer og buske.
Sneorme er 1-2 cm lange, let fladtrykte larver med tre par ben og en fløjlsagtig hårbeklædning. De har fået deres navn, fordi de i snevintre på dage med tø søger op på sneen for ikke at drukne i smeltevandet. Ellers skjuler de sig oftest under bark, sten eller på andre beskyttede steder, hvorfra de driver rov på små insekter og orme. Ved hjælp af enzymholdigt spyt opløser de byttedyrene, som derefter kan udsuges. Hen på foråret forpupper larverne sig, og de voksne biller kommer frem omkring løvspring. Både de voksne blødvinger og sneormene gør megen nytte i haven ved at æde andre insekter, deriblandt mange skadedyr.