Prydpeber er hjemmehørende i Sydamerika, hvor den vokser som en lav halvbusk; i kultur dyrkes den som enårig plante. Den bliver normalt 20-50 cm høj. Bladene er aflangt ægformede. Blomsterne er hvide til rødlige og udvikles i juni-september, hvorefter frugterne, der er den egentlige årsag til planternes popularitet, udvikles.
De skinnende lakrøde frugter af prydpeber (Capsicum annuum).
Pleje: Prydpeber skal helst have omkring 15-18°C, også om vinteren. Især om sommeren skal der tilføres meget vand og regelmæssigt næring; om vinteren skal der slet ikke gives næring. Når frugterne er modne, taber planten som regel mange blade og bliver kedelig; det kan bedre betale sig at så nye planter om foråret end at beholde den gamle plante. Som pottejord kan bruges en almindelig standard-jordblanding.
Formering: Frøet sås i januar-april; ved en temperatur på ca. 21°C vil det spire i løbet af 3 uger. Frøplanterne prikles ud, så at de får lidt mere afstand for senere at blive pottet op i de potter, de skal færdigudvikles i. Sorter: Afhængigt af sorten har frugterne forskellig farve. Sorten 'Topblue' har lysegrønne, ca. 2 cm lange frugter, der bliver lysende røde, når de modnes. Denne sort bliver ikke mere end 20 cm høj. 'Hokus-Pokus' har 3-4 cm lange, grønne frugter, der ved modning ændrer farve over violet til orange-skarlagen. Den bliver heller ikke ret meget mere end 20 cm høj.
Prydpeber og flere chilier er samme slægt og art, men
prydpeberne er udvalgt efter udseende og ikke smag, og da de kan være dyrket
ved brug af kemi, bør de derfor ikke spises, hvis man ikke kender deres oprindelse.
Se også artiklerne Cayennepeber og Spansk peber.