Hestegødning skal blandes omhyggeligt med halm og anden strøelse, men bør først gives til planterne efter afgæring. Hestegødningens indhold af plantenæring er ikke særlig stort og varierer efter hestenes foder; det ligger gerne på ca. 0,36% kvælstof, 0,08% fosfor og 0,25% kalium samt små mængder mikronæringsstoffer.
Hestegødning er som regel blandet med halm og/eller tørvestrøelse, som opsuger en stor del af ajlen, der er ret næringsrig. Hestegødningen er en såkaldt »varm« gødning. Sættes gødningen i stak eller pakkes den på en mødding, vil den hurtigt begynde at gære. Herved udvikles der varme, men samtidig forsvinder en del kvælstof op i luften i form af ammoniak. Gæringsvarmen brugtes tidligere som varmekilde til drivbænke, hvor man tiltrak planter til tidlig udplantning. Denne form for opvarmning var meget arbejdskrævende og måtte opgives erhvervsmæssigt, efterhånden som hestene blev færre og arbejdskraften dyrere. Vellagret, afgæret hestegødning er fortrinlig, men den må ikke ligge ret længe udstrøet på arealet; så går der for meget af det dyrebare kvælstof bort i luften. Frisk hestegødning kan svide unge planterødder. Især hestegødningens fysiske virkning er vigtig, idet mikroorganismerne omdanner gødninger til humus (muld) og derved forbedrer jordstrukturen.
Hvedestrøet hestegødning er det bedste voksemedium for champignons.