Slægten Ligustrum består af løvfældende eller stedsegrønne buske med modsatte blade og-undersædige, regelmæssige blomster i hvide, topformede stande. Blomsterne er firtallige og tragtformede, idet kronbladene oftest er sammenvoksede forneden; de er meget velduftende. Bladene er ovale eller lancetformede, helrandede, og oversiden er mørkere grøn end undersiden. Frugten er et kuglerundt, mat, sort bær, der er særdeles giftigt.
Størst anvendelse har liguster som hæk. De stedsegrønne arter foretrækkes.
Vækstkrav: Liguster foretrækker en . almindelig god, næringsrig muldjord,
gerne i halvskygge under større træer, og er normalt fuldt hårdfør i Danmark; se dog under arterne.
Anvendelse: Liguster er traditionelt en plante, der anvendes til hæk, idet de fleste arter tåler den regelmæssige klipning særdeles godt og er fuldt ud hårdføre til formålet. Rodnettet er meget fint, men veludviklet, og det tillader andre planter at vokse i umiddelbar nærhed. De stedsegrønne arter foretrækkes som regel (se desuden artiklen Hæk).
Blomsterne af bredbladet liguster (Liguslrum ovaiifolium) er særdeles velduftende, men bærrene er giftige.
Arter:
Almindelig liguster (Ligustrum vulgare) er en 1-2 m høj, løvfældende eller halvt stedsegrøn busk med modsatte, lancetformede blade. Blomsterne dannes i juni-juli. De er firtallige og sidder i en topformet stand i spidsen af grenene. Frugterne er sorte og giftige, men udvikles kun, når planten ikke klippes. Arten anvendes i vid udstrækning som hækplante, idet den tåler klipning særdeles godt. Den formeres bedst ved træagtige stiklinger fra et toårigt materiale; ved aflægning og rodskud danner den kratagtige bevoksninger.
Sorten Ligustrum vulgare 'Atrovirens' har stedsegrønne, lancetformede blade, der er større end artens. Planten bliver normalt 2-3 m høj og lige så bred med en ret stiv vækst, der efterhånden bliver let overhængende. Som hæk anvendes den oftere end arten, idet den dels er stedsegrøn, dels tåler den bedre en kraftig klipning og tilbageskæring, Den er særdeles skyggetålende, men næringskrævende. En forbedring af denne sort er foretaget ved udvælgelse af en helt ensartet klon på Statens forsøgsstation i Hornum. Den sælges under navnet 'Atrovirens Seleet'.
Bredbladet liguster (Ligustrum ovalifolium) er en delvis stedsegrøn, opretvoksende busk med glatte, elliptiske, 5-6 cm lange mørkegrønne blade. De hvide blomster udvikles i slutningen af juni - begyndelsen af juli og efterfølges af et rundt, sort bær, der er giftigt. Planten vokser på næsten al slags jord, men foretrækker en næringsrig, ikke for tør muldjord. Tåler beskæring og klipning udmærket, men er ikke fuldt hårdfør og bryder sig ikke om skygge.
Butbladet liguster (Ligustrum obtusifolium) er en middelhøj busk, omkring 2 m høj med udbredt og delvis overhængende grene. Bladene er bredt ovale med hårede bladstilke og midtribber. Blomstrer i juli og sætter blåsorte bær i september-oktober. Den vokser bedst på en ret kalkfattig jord og er fuldt hårdfør, men ynder ikke skygge.
Varieteten Ligustrum obtusifolium var. regelianum er lavere og bredere end arten. Den har næsten vandrette grene med en karakteristisk, åben vækst og er særdeles rigtblomstrende. Den dækker jorden godt og skal helst anvendes i større sammenhængende beplantninger, eventuelt under større træer med ikke for dyb skygge. Tåler klipning, men bliver smukkest uden.
Ligustersværmerens larve er hyppig, også i ligusterhækkene.
Skadedyr: Ofte ses den let genkendelige larve af ligustersværmeren på planten, hvor den gnaver af de grønne blade. Den er 10-12 cm lang, grøn med violette skråstriber og har et krumt, indtil 5-6 mm langt horn på bagenden. Den er totalt uskadelig for såvel planten som mennesker og bør ikke dræbes! Ligusterbladlusens angreb får bladene til at rulle sig sammen imod undersiden. Angrebene er ofte kraftige, hvorved hækken svækkes og hårdførheden nedsættes for en tid.