Hæk

Ved ordet hæk forstås normalt træagti­ge planter, der er placeret så tæt i række, at den enkelte plante ikke op­når sin naturlige vækstform, men sam­men med sine naboer indgår i et tæt grenværk, som ved klipning eller be­skæring holdes formet og begrænset. Hækken er den mest anvendte form for fælleshegn, især i nyudstykninger, hvor grundsælgeren har markeret skel­lene med småplanter af almindelig li­guster. Ofte er det gavnligt for hegns­funktionen og for at sikre den nye hæk mod skader, at naboerne deles om et trådhegn i skellet; trådhegnet bliver så i henhold til hegnsloven »fælleshegn«. Se også artiklerne Hegn og Hegnslo­ven.

Lav hæk af berberis med rød høstfarve.

Hække eller »døde« hegn

I forhold til stakit, bræddehegn, spån­hegn eller mur er en hæk billig at etablere, dyrere i vedligeholdelse og flere år om at opnå en ønskværdig helhedsvirkning. Dertil kommer, at udgåede eller beskadigede planter er ret vanskelige at erstatte.

Hækken har imidlertid klare fordele fremfor ikke-levende hegn. Den giver bedre læ for vinden, den bringer fugle­liv til haven, og ved korrekt og rettidig klipning eller beskæring sætter den eventuelt blomster og bær. Det er svært at undgå, at en hæk langsomt bliver tykkere, så med års mellemrum bør hækken med faglig assistance skæ­res ind; det er et forhold, man især bør være opmærksom på, når der er tale om »eget hegn« i henhold til hegnslo­ven.

Elektrisk hækkesaks er bedst til »bløde hække af liguster o. lign.

Buske og træer nær hækken må beskæ­res eller ryddes, så de ikke konkurre­rer med hækplanterne om lys og næ­ring, og hækken bør vandes, gødskes og plejes for at opnå og bevare sin værdi og funktion.

Se: Planteskemaer / Hækplanter

Hækplanter

Under betegnelsen »hækplanter« sælges en kvalitet, som planteskolerne ikke har ofret så megen tid og plads på. De er billigere og kan for nogle arters vedkommende købes ret høje, så at man hurtigere opnår en »hækvirkning«. Der kan anvendes nålebærende, bladbærende vintergrønne eller løvfældende arter; de er dog meget forskellige i deres krav til beskæring. Nogle af vore almindelige skovtræarter, ask, bøg og avnbøg, holdes ved stadig klipning i en slags ungdomssta­dium, hvor deres løv nok visner, men planterne taber det jævnt fordelt vinte­ren igennem eller kort før det nye løvspring. Sådanne hække bevarer med deres smukke brune blade deres tæthed og virker ikke så dystre som de vintergrønne hække. Anvendes tornede planter som tjørn, berberis og mirabel, kan hækken blive uigennemtrængelig for mennesker og dyr.

Hækkesaksen skal altid være vel slebet og smurt.

Klippede hække

Til klippede hække anvendes såvel buske som egentlige træarter. Det bør være hårdføre arter med stor gen­vækstevne og hurtig sårheling, idet hækklipning og -formning ikke tager hensyn til grenbygning og knopplace­ring. Der anvendes hækkesaks (se ar­tiklen Beskæringsredskaber), som gi­ver en grov studsning af grenene, så de tilbageværende blade danner en tæt flade. En klippet hæk består således af planter under krævende og barsk kul­tur, idet man hårdhændet begrænser planternes omfang og livsfunktioner; samtidig påføre r man dem en mængde sår, som det kræver ekstra kraft at hele, og der kan komme angreb af insekter og mikro-organismer. Der er altså i det daglige god grund til at ofre hækken særlig opmærksomhed med hensyn til vand, næring og sygdomsbe­kæmpelse.

Det kræver tålmod, en sikker hånd og en velsleben hækkesaks at forme denne hæk af Ligustrun uulgare 'Atrovirens Select '

Hækplanterne er som andre grønne planter afhængige af solenergien, og hvis man vil holde sin hæk bladklædt helt til jorden, er det meget vigtigt, at hækkens nederste del får mindst lige så meget lys som den øverste. Dette be­hov tilgodeses bedst, hvis hækfladen klippes let skrå, så hækken bliver bre­dest forneden.

Jo mindre den valgte plantearts blade er, jo mere præcist kan hækken for­mes, og jo tættere bliver den. Hække af storbladede arter skæmmes af itu­skårne blade i den første tid efter klipningen.

Da det gælder om, at planterne har så stort et produktionsapparat som mu­ligt, klippes de under opvæksten kun på siderne; toppen klippes først, når de har nået den ønskede højde.

Uklippede hække

Til uklippede hække anvendes normalt blødt overhængende og blomstrende, bærbærende buske, som tåler beskæ­ring.

Uklippede hække er som kultur be­tragtet en mellemting mellem levende hegn og klippet hæk; men hvis de skal bevare løvet eller grenhænget helt til jorden og blomstring og frugtsætning skal bevares, kræves der stor omhu ved beskæringen.

En bøgehæk hegner godt hele året, fordi de visne blade bliver siddende vinteren over.

Hæk af hvidtjørn trives overalt og er næsten uigennemtrængelig for mennesker og dyr.

Særlige hækformer

En kombination af klippede og uklip­pede hække kan opnås ved at klippe hækken på siderne i f.eks. 2 m²s højde og derefter lade toppen være som uklippet hæk. Hvis der er plads nok og hvor man har hæk, der støder op til levende hegn, er dette en smuk løsning.

Småbladede vintergrønne planter an­vendes meget til figurklipning, og hæk­ke kan ligeledes formklippes (se artik­len Formklipning), så at deres tværsnit varierer og de kan formes til portaler over låger m.m.

Endelig skal nævnes stammehækken, som opbygges af stammede træer, allétræer, som plantes tæt og formklippes, så at kronerne gror sammen til en tyk, kasseformet, grov hæk. Stammehæk­ken er meget anvendt i byområder på torve og brede gader, hvor man ønsker en strammere og mindre skyggegiven­de virkning, end de store frikronede træer giver.

Til venstre: Tæt hæk med lodrette sider.

I midten: Tæt hæk med skrå sider, smal foroven.

Til højre: Åben og nøgen hæk med skrå sider, bredest foroven.