Meldrøjesvampen er en kernesvamp, der snylter på græsser, især rug. Svampen danner hvilelegemer i kornaksene; de er 3-4 gange så store som de almindelige kerner, deraf det danske navn: de drøjer melet. Ved modenhed falder meldrøjen ned på jorden, hvor den kan overleve i mange år. Når rugen blomstrer, spirer meldrøjens sklerotie, et hvilelegeme, der består af tætliggende svampe hyfer. Spirerne, der er 1-2 cm høje, er blårøde med et vortet, teglrødt hoved, hvori sporehusene sidder indsænket; herfra udslynges sæksporer, der spirer på græssernes støvfang og vokser ind i frugtknuden. I de angrebne små-aks dannes ukønnede sporer, der bliver udskilt, blandet med en klæbrig, sukkerholdig væske, som hidlokker insekter; disse spreder sygdommen videre, og senere dannes det blåviolette sklerotie, meldrøjen. Hvilelegemet indeholder et farligt giftstof, ergotamin, der kan fremkalde sygdommen ergotisme, folkeligt kendt som "sankt antonius ild", hos dem, der spiser det forgiftede korn. Sygdommen har hærget epidemisk et par hundrede gange i Europa i historisk tid, senest i Frankrig i 1951; de angrebne havde fået giftstoffet i sig ved at spise brød, bagt af mel med et stort indhold af meldrøjer. Sygdommen viser sig bl.a. ved hallucinationer, der får de syge til at kaste sig ud fra tårne osv. i den tro, at de kan flyve. Også kramper og koldbrand hører sygdommen til.
I moderne landbrug er meldrøjen sjælden; men den optræder hyppigt på vilde græsarter.