Bøgetræ knækket efter angreb af fyrsvamp, hvis talrige frugtlegemer ses på stammen. Tøndersvamp eller fyrsvamp (Fomes fomentarius) blev tidligere anvendt i fyrtøj, hvor en væge af fyrsvamp opfangede gnisten fra flinten og begyndte at gløde. Tøndersvampen var så vigtig, at den blev eksporteret til andre lande, og ved opgørelse af skovarealers værdi var man ofte mere interesseret i mængden af fyrsvamp end af ved. Svampens frugtlegeme sidder ofte som store, hovformede dannelser på bøgestammer. Frugtlegemet er flerårigt, og der dannes hvert år et nyt sporebærende, rørformet lag på undersiden. De dannede sporer spirer ofte i sår efter knækkede grene, hvorfra svampen s mycelium breder sig ind gennem det sunde ved, der hvidfarves og mister sin styrke. I stormvejr knækker mange svampeangrebne træer.
--