Blindehave

En blindehave er en have, der særlig er tilegnet blinde eller svagtseende. Hovedvægten i oplevelsen af haven er lagt på berørings-, duft-, lyd- og smags­indtryk.

Beføling af planterne giver den blinde oplysning om planternes størrelse, karakter og form. Mange planter udvikler ved gnidning en aromatisk duft, som er et godt kendetegn for den pågældende art.

Ved udformningen af haven bør der især tages hensyn til den blindes bevæ­gelse gennem haven ved hjælp af blin­destok. Hovedstier i haven bør være belagt med hårde materialer, der giver lyd fra sig ved anslag med blindestok eller ved fodslag. Planter, bænke, fug­lebræt og øvrigt udstyr i haven bør så vidt muligt anbringes inden for række­vidde ved stier. Planter anbringes eventuelt i hævede bede. For at hjælpe den blinde til at finde ud af, hvor han/hun befinder sig i haven, kan det være nyttigt med et oversigtskort i relief. Til den blinde, der ikke er kendt med planter, forsynes havens planter med skilte, der angiver planternes nav­ne i blindeskrift. For den »seende«, der skal udforme en blindehave, kan det være en hjælp at opleve forskellige haver som »blindebuk«. I øvrigt bør den blinde så vidt muligt tages med på råd ved havens formgivning og ved valget af planter og øvrigt udstyr til haven.

Berøringsindtryk. Ved oplevelsen af en have ved hjælp af følesansen er overfladens særpræg (teksturen) hos planter, belægninger og øvrige materi­aler afgørende. Grove overflader som hos træer med skæl- eller skorpebark (fx platan, gråpære og lærk) samt kraftige og ru materialer som rå granit og råtømmer giver indtryk af voldsom­hed eller friskhed. Småbladede bund­planter som fx engelskgræs og mos, finbladede buske som buksbom og ta­marisk, træer med læder- eller papir­bark (fx valnød og birk) samt slebne sten eller fint forarbejdet træ giver derimod et roligt eller venligt indtryk. Så vidt muligt bør man undgå eksemfremkaldende planter som fx bjørneklo og planter med brændhår, fx nælde. Det samme gælder stærkt tornede planter.

Et reliefkort til beføling og med signatur­forklaring med blindeskrift er rimeligt, især hvis haven er offentlig. Selv med en seende ledsager har den blinde fornøjelse af at kende havens form. Det giver større tryghed, og haven får større brugsværdi.

Hævede bede letter adgangen for de blinde til at beføle planterne.

Duftindtryk. Planters duft er især knyt­tet til deres blomster, men kan også stamme fra grønne blade, stængler, bark og rod; hyld giver fx duft ved gnidning eller kradsning af stængler og bark. En plantes duft kan beskrives som syrlig (hyldebark), sødlig (kon­val), let (lind), tung (heliotrop), vam­mel (tjørn) eller ram (ramsløg). Tun­ge, vamle og ramme dufte kan ofte virke ubehagelige. I reglen er forædle­de planter mindre duftende end plan­ternes vildformer, fordi der i plantefor­ædlingen normalt er lagt hovedvægt på synsindtryk fremfor duftindtryk. Det gælder fx roser.

Planter med blomsterduft er urteagtige som reseda, biblomme, konval, viol og lavendel; slyngplanter som kaprifol og slyngrose; buske som uægte jasmin, syren og vild rose; og træer som lind, pil, robinie og æble. Planter, der giver duft ved gnidning eller knusning, er de fleste krydderurter som hjertensfryd, dild, kamille, løvstikke, mynte og timi­an; blandt buske og træer fx buks­bom, cypres, enebær, fyr, gran, hyld, lærk og thuja.

Lydindtryk. Lyde i en have frembrin­ges af naturkræfter, planter, dyr og mennesker. Ved vindens bevægelse af planter frembringes lyde som raslen, susen eller knirken. Lydenes særpræg afhænger af vindstyrken og navnlig af planternes løv. Lange og bøjelige blad­stilke som hos bævreasp befordrer ras­len ved selv meget svage vindpåvirk­ninger. Prydgræsser (bambus og star­græs) og siv (tagrør og sødgræs) giver ved vindbevægelse raslen med høje toner på grund af bladenes ru og kiselholdige overflade. Jo mere stift og strømlinet løvet er, jo mere optræder susen som hos nåletræer.

Regn giver trommen på bladoverfla­der. Jo større blade, som hos rabarber, poppel og hestehov, jo kraftigere trommen. Springvand kan give brusen eller plasken, men jo mindre tryk der er på vandet, eller hvis dysen sænkes under vandoverfladen, jo mere ændres lyden hen mod klukken og pludren. Spændinger i planters væv kan udløse smæld. Det gælder frugtbælge hos gy­vel, blærebælg og springbalsamin. Blandt havens dyr er det navnlig fugle, der giver lyd. Fugle, der frembringer melodisk lyd, sang, er især knyttet til krat og buske. Skrattende eller tuden­de fugle holder til i større træer. Fugle­livet i haven kan forøges ved opsætning af fuglekasser og foderbræt.

Ved gang og ved blindestok frembrin­ges lyd fra stiers belægning. Eksem­pelvis giver fliser, perlesten, grus eller planker hver deres særegne lyd.

Smagsindtryk. Med henblik på ople­velse af en haves planter ved hjælp af smagssansen er de fleste krydderurter, grønsager, frugtbuske og frugttræer velegnede. Men man må være op­mærksom på, at ikke alle planter er velsmagende, enkelte er endog giftige. Blandt giftige urter kan nævnes adonis, arum og konval. Blandt giftige buske og træer kan nævnes benved, gede­blad, guldregn, liguster, pebertræ, taks og thuja. Disse planter bør derfor undgås i en blindehave.

--