Fungicider er et fællesnavn for svampedræbende midler, der kan forebygge og bekæmpe svampeangreb, især på dyrkede planter. Ved anvendelsen af kemiske bekæmpelsesmidler i svampeudryddelsen udnyttes det forhold, at en række kemiske forbindelser er ugiftige over for kulturplanterne, men giftige over for svampene. Før sådanne midler imidlertid kan anvendes til behandling af spiselige afgrøder, må deres virkning på mennesker og dyr også fastslås, ligesom midlernes evne til at nedbrydes biologisk samt den hastighed, hvormed nedbrydningen foregår, undersøges. På basis af sådanne undersøgelser inddeles midlerne i fire fareklasser: X, A, B og C (se artiklen Fareklasser).
Et fungicids giftvirkning beror på en række forskellige mekanismer. Ved kemisk bekæmpelse skelnes der mellem forebyggende og direkte helbredende virkninger. Ved forebyggelse overdækkes sunde planter med en hinde af fungicidet, hvorved svampesporer hindres i at spire på planten. Ved udviklingen af de såkaldt systemiske fungicider, der optages af planten, er det nu muligt at slå de skadelige svampe ihjel.
Kobbermidler: Bordeauxvæske blev anvendt som svampebeskyttelsesmiddel fra ca. 1880, og senere også med held mod kartoffelskimmel m.m. Da midlet forårsager bladsvidninger, er det senere erstattet med andre kobberforbindelser, f.eks. kobberoxyklorid, der er placeret i fareklasse C uden karenstid.
Svovlmidler i form af svovlkalk blev almindeligt anvendt i begyndelsen af det 20. årh. På grund af faren for bladsvidning er det nu erstattet af fint formalet svovl. Svovlforbindelser er virksomme mod bl.a. meldug og æbleskurv og hører til fareklasse C. Af de organiske svovlmidler kan nævnes Thiram, der bruges til afsvampning, bekæmpelse af skurv og gråskimmel samt mod Gloeosporium. Mod de samme svampe kan anvendes Captan og Euparin M, der også klassificeres i gruppe C, men med en uges karenstid. Kviksølvforbindelser er meget giftige. Germisan anvendtes tidligere til afsvampning af frø, såkaldt frøbejdsning, men blev forbudt til almindelig brug, da kviksølvbehandlet sædekorn blev solgt til foderbrug. Kviksølvbejdsning anvendes dog stadig til stamsæd, da der ikke er fundet nogen effektiv erstatning for kviksølv.
Aromatiske forbindelser: Bifenyl anvendes til bekæmpelse af lagersygdomme hos citrusfrugter, der ofte hjemsøges af en grøn Penicillium-art. Brassicol anvendes almindeligt til jorddesinfektion og mod skimmel på blomsterløg samt mod kartoffelskurv og rodfiltsvamp.
Svampedræbende midler eller systemiske svampemidler kan dræbe svampemycelium, selvom dette er omgivet af plantevæv. Midlerne transporteres med saftstrømmen ud i de yngre plantedele. Som eksempel kan nævnes Benlate, der klassificeres i gruppe C; dets karenstid er to uger. Midlet anvendes med god virkning mod gråskimmel, meldug på jordbær, æbleskurv, æblemeldug, Gloeosporium og grå monilia på surkirsebær. Thiabendazol anvendes også mod lagersvampe hos citrusfrugter; det er i fareklasse C, men har ingen karenstid.
De forskellige fungicider kan enten udsprøjtes i væskeform eller doseres i pudderform med henholdsvis vand eller klæbe- og fortyndingsmidler som bærestof. I Danmark godkendes de forskellige midler af Statens plantepatologiske forsøg (SPF) til en nærmere angivet anvendelse, efter at midlerne er godkendt og klassificeret af Statens Giftnævn.