Nogle blomster kan bestøve sig selv og sætte frugt uden at åbne sig. De kaldes kleistogame, af græsk kleistos = lukket og gamos = ægteskab. Kleistogami blev opdaget og beskrevet af den tyskfødte biolog DiIlenius allerede i 1732; senere beskrev også Linne kleistogami hos forskellige planter. Kleistogami er en sikring af frøsætningen hos en plante; men i det lange løb er den ufordelagtig, idet der ved selvbestøvning ikke sker nogen fornyelse af plantens arveanlæg. Planter med kleistogame blomster -kari tillige bære almindelige, åbne blomster, der skal fremmed bestøves. I modsætning til de åbne blomster er de kleistogame så uanselige, al man sjældent bemærker dem. Kronbladene er reducerede og fungerer ikke længere som »reklameskilt« for blomsten, men har blot til opgave at beskytte støv- og frugtblade. Ofte er der færre støvblade end normalt; de ligger tæt op ad støvfanget. Pollenkornene spirer allerede inde i støvsækkene. hvorfra pollenrørene vokser gennem den usædvanlig tynde støvsækvæg ind i støvfanget.
Se også artiklen Selvbestøvning.