Morænebed

Moræneplanter er alpeplanter, der vokser i dynger af sten og grus, som smeltevandet fra gletscherne aflejrer i bjergene eller som er opstået ved stenskred. Til havebrug har de stor­blomstrede arter, der ofte er forbav­sende stærke og rene i farverne, størst interesse. De klarer sig ved et stort og langtrækkende rodnet, som når ned i mere næringsholdige lag. Om vinteren står de forholdsvis tørt under et tykt lag frostsne; men om sommeren har de det iskolde smeltevand strømmende omkring »fødderne«. Vækstperioden er altid kort, især for de planter, der vokser på skyggesiden, hvor sneen smelter sidst. Nogle af dem vokser i bjerge af granit, der er svagt sur, andre i bjerge af kalksten, der er svagt ba­sisk, og atter andre i bjerge af skifer, fast sammenpresset ler med neutral eller svagt sur reaktion. Man kan ikke uden videre omplante en art fra granit til kalk eller omvendt, og stort set har de enkelte plantearter tilpasset sig til enten granit eller kalksten; men man har dog eksempler på, at en art har delt sig, så at nogle eksemplarer kun trives i kalkbjerge, andre kun i granit­bjerge.

Med lidt held og megen omhu kan man dyrke moræneplanter i haven. De nemmeste kan plantes øverst i et sydvendt stenbed i en lomme med mager havejord og småsten. De skal vandes rigeligt forår og sommer og dækkes med grangrene om vinteren. Til de vanskeligere kan man indrette et »morænebed« med tykt stenlag og rin­dende vand i bunden. For at holde styr på vandet støbes en betonbund i 0,5-1 m's dybde, helst med en svag hældning mod syd. Under betonbunden lægges et tykt lag grus, da den ellers fryser op og revner. I den øverste ende af bedet tilføres vand, helst fra en regnvands­tønde; men postevand kan bruges. I den nederste ende indrettes to afløb, et sommerafløb fra drænlagets overkant og et vinterafløb, der tømmer bedet helt. Dette afløb skal kunne åbnes og lukkes med en prop; man kan camou­flere det med en sten. Forår og som­mer skal der helst være rindende koldt vand i drænlaget et par timer hver dag; det klares forholdsvis billigt med en lille grundvandspumpe, som recirkule­rer vandet. Over det 30-40 cm tykke drænlag lægges et lag rent mos, som hindrer den overliggende jord i at sive ned mellem stenene; i stedet for mos kan man lægge et tæppe af fibertex. Jordlaget behøver ikke at være særlig tykt; man laver surbund eller kalkhol­dig bund, alt efter hvilke planter man vil dyrke. øverst lægges nok et lag sten, hvorimellem man anbringer plan­terne; man kan godt bruge granit i en del af bedet og kalksten i en anden del. Udvalget af planter til morænebedet er teoretisk set meget stort; men i praksis er det vanskeligt at skaffe plantemate­riale, som må samles efterhånden.

Liden kodriver (Primula minima) er velegnet til morænebedet (herunder).

Kalkstensplanter.

Af disse kan man forsøge pude-fjeldarve (Androsace hel­vetica), edelweiss (Leontopodium alpi­num), gul ensian (Gentiana lutea), ægte alpeklokke (Soldanella alpina), silkehåret dværgforglemmigej eller himmelherold (Eritrichum nanum), al­peranunkel (Ranunculus alpestris) og prægtig kodriver (Primula spectabilis).

Granitstensplanter.

Af disse kan man prøve liden alpeklokke (Soldanella pu­silla), dovrebynke (Artemisia norvegi­ca), sne-ensian (Gentiana nivalis), prikket ensian (Gentiana punctata), isranunkel (Ranunculus glacialis), gul husløg (Sempervivum wulfenii), liden kodriver (Primula minima) og rosen­aurikel (Primula hirsuta).