Sprøjtning mod plantesygdomme og skadedyr består i udbringning af vandopløste eller vandopslæmmede kemikalier. Landbrug, frugtavl og gartneri anser anvendelsen af giftige kemikalier
for uundgåelig for at opnå en økonomisk drift og et tilfredsstillende udbytte. Men i de sidste årtier har brugen af sprøjtemidler taget et så kolossalt opsving, at den naturlige balance og det eksisterende miljø har lidt og vil lide ubodelig skade. Giftsprøjtninger ødelægger ikke alene skadedyr, men også de nyttige insekter. Sprøjtemidlerne kan bekæmpe svampesygdommene; men mange planter og afgrøder kan også tage skade, hvis man ikke er særdeles forsigtig og meget kyndig inden for dette område. Det tilrådes derfor private haveejere, som ikke skal leve af de frembragte planteprodukter, i så stor udstrækning som mulig at undlade at besprøjte havens planter og jord.
Årsagen til mange forgiftninger i de private haver er oftest den umådeholdne anvendelse af giftstofferne. Forskrifterne på emballagen skal nemlig følges meget nøje. Man får ikke dobbelt så god virkning af kemikalierne ved at anvende dobbelt dosis.
De anførte mængder må altid betragtes som absolut maksimum! Der anvendes i de danske privathaver hvert år tonsvis af giftstoffer uden grund og oftest med en negativ virkning på planteliv, dyreliv og menneskeliv i haven.
Hvis sprøjtning anses for absolut nødvendig, anvend da hellere for små doser, sprøjt kun i stille vejr og aldrig, når nytteinsekter som bier og andre bestøvende insekter færdes ude. Den sprøjtende haveejer må beskytte sig selv med gummihandsker, sprøjtemaske og forklæde. Sprøjteredskaber og andre genstande, som har været i berøring med sprøjtemidlet, må straks efter sprøjtningen renses grundigt. Men man må aldrig skylle dem i naturlige vandløb (det er desuden direkte ulovligt!), og skyllevandet må ikke hældes ud, hvor det kan skade dyr og mennesker eller hvor det kan trænge ned i brønde eller grundvand.
Haveejeren bør overveje, om brugen af sprøjtemidler i det hele taget er rimelig. En kraftig stråle fra haveslangen er oftest lige så effektiv som giftsprøjtninger og aldeles ufarlig for mennesker og dyr.
Se også artiklerne Bekæmpelsesmidler, Puddermidler, Spredemidler, Sprøjteredskaber og Tågesprøjtning.