Ferocactus

Ferocactus chrysacanthus er en af de mindre arter. Den har et tæt dække af gyldne torne. Denne gruppe attraktive tøndeformede kaktus kommer fra Mexico og USA. Nogle vokser op til ret store størrelser og blomstrer kun sjældent, når de bliver dyrket. De kan imidlertid udvikle sig til imponerende eksem­plarer, og derfor er de ret populære. De er også nem­me at dyrke fra frø, som produceres i store mæng­der. Resultatet er, at de tit ses i havecentre.

De fleste arter klarer sig bedst i kompost, som ikke har for meget humus, og de har godt af at få rigelig plads til rødderne, så de kan udvikle sig fuldt ud. Et særligt problem, som kan opstå med nogle af disse arter, skyldes, at de har en kirtel på areolen. som pro­ducerer en sukkerholdig substans. Under fugtige forhold fremmer det væk­sten af mugsvampen Asper­gillus niger, som ikke ska­der planten, men som blot ikke ser særlig pæn ud. Den kan børstes væk med en lille børste, men det ta­ger tid, og det er besvær­ligt. Det kan hjælpe, hvis man sprøjter med vand på det rigtige tidspunkt og fjerner nektaren. I vores drivhuse indsamles nekta­ren ofte af myrer, og det kan i hvert fald mindske problemet. I et tørt klima er det sandsynligvis ikke noget problem.

Der findes nogle få arter, som normalt ikke bliver så store, og de egner sig godt til begyndere. Ferocactus (Hamato­cactus) setispinus er en lille, meget rigtblomstrende art, som passer fint til en vin­dueskarm eller et drivhus. Blomsterne er gule med rødt centrum, og planten fortsætter med at blomstre hele sommeren igennem. De resterende arter passer formentlig bedre til driv­huse end indendørs dyrk­ning. Ferocactus macrodiscus er også lille. Den danner et bredt, fladt hoved, der sjældent er mere end 15 cm i dia­meter. Den producerer smukke stribede blomster på halvdelen af denne størrelse. Ferocactus latispinus, djævletunge, er lidt større. Den kan blive op til 30 cm tværs over og har karakte­ristiske brede, flade pigge. Denne art skal have meget gode lysforhold for at ud­vikle sine karakteristika fuldt ud. Der findes også former med røde pigge og violette blomster, og gule pigge og gule blomster. Ferocactus viridescens, som vokser nær kysten i det sydlige Californien og på den Califor­niske Halvø, er af samme størrelse. Navnet hentyder til de gulgrønne blomster.

Ferocactus glaucescens kan man finde voksende sammen med Cephalocereus senilis og Astrophytum ornatum i Barranca de Metitzlan.

Som navnet antyder, har den en let blågrå stængel, som kan blive omkring 30 cm i diameter. Denne art danner aflæggere, så den bliver til små klynger på seks til otte hoveder. Både tornene og blomsterne er gule. Den skal være om­kring ti år gammel, før den blomstrer. Ferocactus robustus har ret små blomster, der kun bliver op til 15 cm i diameter, men som vokser op til store klynger på flere hundrede hoveder. Efter vores erfaring er det svært at få denne art til at blom­stre ved dyrkning.

Ferocactus stainesii er en af de største og mest bemærkel­sesværdige arter. I naturen kan man finde eksempla­rer med røde torne, hoved­stængler der er 2,5 m høje og 60 cm i diameter, og omgivet af et dusin lidt mindre aflæggere. Den har smukke ringe af orange­røde blomster i toppen. Den vokser langsomt ved dyrkning. Vores største plante er endnu ikke ble­vet gammel nok til at blomstre, selvom den ef­terhånden må have en be­tragtelig alder.

Ferocactus wislizenii er også ret stor, selvom den normalt er ugrenet. Den vokser i samme habitater som Car­negiea og skal have de samme meget solrige var­me betingelser. Den har kraftige krumme torne og gule blomster. Ferocactus acanthoi­des er også fra Arizona, men er ved at sprede sig til Californien. Den har lange krumme røde torne. Den vokser meget langsomt, når den bliver dyrket på vores breddegrader, for­mentlig fordi den ikke får sol og varme nok.

--