Oreocereus-arterne er for det meste hvidhårede og stærkt tornede, korte søjlekaktus, som findes på højsletterne i Andesbjergene, hvor nogle af dem vokser i indtil 4000 m's højde. Tornene er nærmest ravfarvede.
Oreocereus celcianus bliver som ældre stærkt forgrenet ved grunden. Den kan blive op til 100 cm høj og få et stammeomfang på 8-12 cm. Behåringen er meget tæt, og tornene er ca. 8 cm lange og varierende i farve. Blomsterne er rosafarvede.
Oreocereus celcianus kan blive op til 100 cm høj.
Pleje: Oreocereus kræver en solrig placering med høj dagtemperatur og lav nattemperatur; jordblandingen skal være næringsrig. Om sommeren tilføres jævnlig vand og næring, mens der om vinteren, når temperaturen er lav, kun sjældent tilføres vand og aldrig næring. Den bedste vækst hos Oreocereus opnås, når den er udplantet frit i bunden af en vinterhave eller et koldhus. Formeres ved frø, stikling eller podning.
Oreocereus er stærkt håret og måske vor smukkeste søjlekaktus.
Varieteter:
Oreocereus celcianus var. fossulatus bliver op til 200 cm høj og er
forgrenet, også op ad stænglen. Blomsterne er violette.
Oreocereus celcianus var. hendriksenianus bliver knap 100 cm høj. Planterne danner tæt forgrenede grupper. Behåringen er kaffe brun i toppen af skuddet, og blomsterne er karminrøde.
Oreocereus celcianus var. trollii danner op til 60 cm høje, ·forgrenede plantesøjler, der er besat med hvide hår og store rødbrune eller gule torne. Blomsterne er rosafarvede.