Kalanchoe omfatter en lang række spændende stueplanter, som alle er sukkulenter, dvs. tykbladede saftplanter. De dyrkes især p.gr. af de smukke blade, men enkelte har også smukke blomster. De fleste arter er tropiske eller stammer fra Sydafrika og Madagascar. Deres vækstperiode er oftest vintertiden, hvorfor de i stuekultur skal have mere varme, vand og næring end de fleste andre sukkulenter.
Pleje: Kalanchoe formeres let ved skud- eller bladstiklinger , stukket i sandblandet enhedsjord i det tidlige forår på let undervarme. De slår hurtigt rod og pottes straks efter i ikke for store urtepotter. I sommerhalvåret har de deres hviletid, hvor de skal have tilstrækkelig lys uden direkte sol, sparsomt med vand uden fuldstændig udtørring og ingen næring. Vækstperioden starter ofte i oktober; så gives der mere vand og 2 g plante gødning i en liter vand en gang hver 2. uge. Temperaturen bør ligge på 20-22°C. Rodnettet er ikke særlig kraftigt, og derfor behøver planterne kun ompotning med flere års mellemrum.
Anvendelse: Smukke og interessante stueplanter, der især er egnede for samlere af spændende planter. Kan også dyrkes i vinterhave eller drivhus med opvarmningsmulighed.
Kalanchoë marmorata ' Abessinia' har blåduggede blade med rødbrune pletter.
Kalanchoë tomentosa er med sine hvidfiltede blade så dekorativ, at det ikke betyder så meget, at den sjældent blomstrer.
Kalanchoë uniflora er en krybende plante, der slår rod, hvor stænglerne når jorden.
Arter: Kalanchoë beharensis stammer fra Behara på Madagascar. Dens store, trekantede blade kan blive 20-30 cm lange. Bladranden er dobbelt savtakket; bladpladerne er dækket med fine, bløde, mørkebrune hår, der er som fløjl at føle på. Efterhånden som bladene bliver ældre, falmer hårfarven, og til sidst falder hårene af. Blomsterne kommer frem i marts-april; de er små og lyserøde. Gamle planter mister bladene nederst på stammen, hvorfor det betaler sig at forynge bestanden ved i tide at tage stiklinger af planten. Kalanchoë blossfeldiana er den kendte stueplante koraltop eller »brændende kærlighed«. Både dyrkning og anvendelse af denne plante er så speciel, at den er selvstændigt omtalt i artiklen Koraltop.
Kalanchoë daigremontiana kaldes nilgud. Den »føder« en masse børn ved at danne nye små planter i indhakkene i den savtakkede bladrand. Tidligere gik planten under det botaniske navn Bryophyllum daigremontianum. Se artiklen Nilgud.
Kalanchoë flammea udvikler sig til 30- 40 cm høje planter med runde blade og kun få forgreninger. I december bærer den smukke, orangefarvede blomster. Kalanchoë globulifera har stærkt gule eller røde blomster fra januar til marts. Hele planten er tæthåret med grågrønne, næsten kredsrunde blade.
Kalanchoë marmorata har en forgrenet, busket vækst med store, kredsrunde blade, som er grønne med en voksagtig belægning og uregelmæssige, mørkebrune pletter. Den blomstrer sjældent ved stuekultur. Den hører hjemme i Etiopien og Eritrea.
Kalanchoë millotii er en blødhåret , forgrenet plante med skeformede blade. I et større kaktusbed i en vinterhave er den en udmærket bundplante.
Kalanchoë pumila er en lav plante med spinkle, lidt hængende stængler, som gør den velegnet som ampelplante. Bladene er helt dækket af hvidt pudder. Blomsterne er små og lysviolette. Den hører hjemme på Madagascar.
Kalanchoë tomentosa stammer fra Madagascar. Dens blade er sølvagtigt filtede med små, røde hår langs den svagt savtakkede bladrand. Bladene er samlet i løse rosetter for enden af stænglerne.
Kalanchoë tubiflora hedder på dansk yngleblad, fordi de næsten rørformede blade bærer yngleplanter, omtrent som tilfældet er med dens slægtning nilgud. Se artiklen Yngleblad.
Kalanchoë uniflora har nedliggende skud med ovale blade og små, karminrøde, klokkeformede blomster.