Melonkaktus - Melocactus.

Disse planter findes i man­ge forskellige lande. De skal alle sammen have højere vintertemperaturer end gennemsnittet for at overleve, da de kommer fra ret varme områder. En række af arterne kommer fra de Caribiske øer. Nog­le findes i det sydlige Me­xico og langs Sydamerikas nordkyst. En yderligere gruppe vokser i kystdalene i Peru. Der er også et be­tragteligt antal brasilianske arter. Det karakteristiske træk ved denne slægt er et terminalt cephalium, hvorfra blomsterne og frugterne bliver produce­ret.

Alle arterne er kuglefor­mede eller korte og cylin­driske. Når planterne modnes, omdannes areo­lerne i planternes spids og producerer store mængder uld og som regel rødlige børster. Der bliver ikke produceret noget nyt foto­syntetisk plantevæv, men cephaliet kan fortsætte med at vokse i mange år. De små lyserøde blomster stikker ud af cephaliet om eftermiddagen. De lyserø­de frugter følger nogle måneder senere. De fleste arter er tilsyneladende selvfertile, og der bliver produceret store mængder blomster, frugt og frø af de udvoksede planter. Plan­ternes størrelse varierer ret betragteligt fra art til art. De større arter er naturlig­vis længere om at nå mo­denhed. Yngre planter er tilsyneladende mere mod­standsdygtige mod lavere temperaturer end modne planter med cephalier.

De arter, som er nem­mest at have med at gøre, er formentlig de brasilian­ske. Planter som Melocactus concin­nus og Melocactus bahiensis (foto øverst) kan dyrkes fra frø til bio m­stringsstørrelse på otte til ti år. Melocactus-arter har som regel vidt udbredte rødder og trives godt med at vokse i flade potter. De er ikke særligt tolerante over for alkalisk jord, så det er vigtigt, at der ikke opbygges alkaliske aflejrin­ger i jorden. De må ikke få for lang en hvileperiode om vinteren. Noget vand om vinteren gør virkelig nytte. Melocactus azureus, en brasi­liansk art med en meget smuk stængel, er tilsynela­dende lidt mere besværlig end M. bahiensis og skal holdes nogenlunde varm hele tiden.

De arter, som kommer fra kystområder i Venezu­ela og Mexico og de Cari­biske Øer, er for det meste større end de brasilianske arter. De bliver til meget flotte, tornede eksempla­rer, hvis de holdes varmt nok.

Den eneste undtagel­se er Melocactus matanzanus fra Cuba, som nok er den mindste Melocactus. Den danner et cephalium, når den er omkring seks år og 7,5 cm i diameter. Cepha­liet har tætte røde børster, så det er meget iøjnefal­dende.

Melocactus-arterne fra Peru er nok de mindst dyr­kede, men også de svære­ste af slægten. De vokser i meget tørre områder og er følsomme over for stående fugtighed. Nogle arter, såsom Melocactus belavistensis, er meget tiltalende planter.

Alle arterne i denne slægt foretrækker så meget sol som muligt.

--