Melonkaktus er hjemmehørende i Mexico, Vestindien, Mellemamerika, Peru og det nordlige Brasilien. Det er en af de ældst kendte kaktusslægter, idet den kort efter opdagelsen af Amerika blev bragt til Europa, hvor den tiltrak sig stor opmærksomhed p.gr. af den meget særprægede vækst, sammenlignet med de planter, man ellers dyrkede.
Melonkaktus adskiller sig fra de fleste andre kaktus ved, at den fuldt udvoksede plante, som indtil da har været kugleformet, pludselig udvikler en meget smallere, tæthåret udvækst, et såkaldt cephalium, fra toppen. Denne udvækst, der kan blive op til 50 cm, er den blomsterbærende, fertile, del af planten; men den udvikles først, når planten er 6-10 år. Fra toppen af cephaliet udvikles talrige små rødlige blomster, som er selvfertile, dvs. de kan bestøve sig selv. Efter blomstringen udvikles røde eller hvide bær.
Pleje: Melonkaktus er vanskelig at holde gennem længere tid, oftest fordi rødderne bliver ødelagt. Jorden skal være meget luftig med god dræning, så at vandingsvandet ikke bliver stående og hindrer luft i jorden. Om sommeren skal placeringen være så lys som mulig, varm og med stor luftfugtighed. Alle tre betingelser kan opfyldes, hvis der er mulighed for at stille planten f. eks. i en vinterhave, hvor den kan placeres forholdsvis tæt ved glasset og hvor de øvrige planter medvirker til at give høj luftfugtighed. Om sommeren vandes og gødes regelmæssigt. Om vinteren må temperaturen gerne være lavere, og vandingen begrænses kraftigt, men dog ikke mere, end at rødderne undgår fuldstændig udtørring. Der tilføres ikke næring i vinterperioden.
Formering: Melonkaktus kan formeres ved frø og podning. Det bedste såtidspunkt er februar. Såjorden skal være let, porøs og vandsugende. Under spiringen må frøet ikke tørre ud; det kan forhindres ved at dække frøskålen med glas for at holde på fugtigheden. Den bedste spiretemperatur er 20-22°C. Ved podningen overfører man den del af planten, man ønsker at dyrke, til et stængelstykke med rod fra en anden kaktusart, hvis rodsystem er mere tålsomt end melonkaktus'.
Arter: Den kendteste art er Melocactus communis, der er hjemmehørende i Vestindien. Den ufrugtbare del af planten er løg- til ægformet, mørkegrøn og stærkt ribbet. Tornene er meget varierende, lysegule til brunlige. Cephaliet er langstrakt cylinderformet med purpurbrune torne. Blomsterne er mørkt rosafarvede.
Melonkaktus-arterne ligner hinanden overmåde meget; den her afbildede tilhører arten Melocactus maxonii.
Rigtig kaktuspleje:
Sommer: Varm og tør luft, fuld sol, vanding et par gange om ugen og let kvælstoffri gødskning hver anden uge.
Vinter: Kølig, tør luft, helst kun 6-8°C, let vanding hver anden uge. I varme rum hyppigere vanding, ingen gødning, men så lyst som muligt.