Pilosocereus glaucescens fra Brasilien viser begyndelsen på en smuk blå stængel.
Denne slægt er en udbredt gruppe af søjleformede kaktus, som tidligere blev inkluderet i slægten Cephalocereus. De kommer fra Mexico, de Caribiske Øer, det nordlige Sydamerika og Brasilien, hvor langt det største antal arter findes. Selvom de er ret store planter, bliver de dyrket meget, fordi de har attraktive, farvede stængler. Kaktusgartnerier avler store mængder Pilosocereus-kaktus, fordi de er nemme at opdyrke fra frø, og fordi de er meget iøjnefaldende.
Pilosocereus palmeri har været almindeligt dyrket i mange år. Den stammer fra Mexico. Selvom den i sidste ende kan blive op til 4,5 m høj, begynder den at blomstre allerede, når den er omkring 1-1,25 m. Stængelfarven varierer fra grøn til skiferblå hos nogle former. Blomsterne er udfoldede om natten, lyserøde og omkring 7,5 cm i diameter. Areolerne har en kun lille smule uld, undtagen dem som bærer blomsterne. De har et tæt uldent lag. Det er karakteristisk for slægten. Der findes en række andre arter i Mexico, men navnene afspejler en vis forvirring.
En anden, som imidlertid godt kan bestemmes med sikkerhed, er Pilosocereus chrysacanthus med et dække af gyldengule torne. De kan vokse meget hurtigt, hvis de får store potter eller frit løb for rødderne.
En række af arterne kommer fra de Caribiske øer. De vokser ret hurtigt og bliver til attraktive planter, men de kræver mere varme end de mexicanske arter. Både Pilosocereus nobilis og Pilosocereus barbadensis kan ses til salg fra tid til anden.
De venezuelanske arter kræver også meget varme betingelser, men de rummer nogle meget attraktive planter, inklusive den ret nybeskrevne Pilosocereus tillianus med lange fine gyldne torne.
De brasilianske arter plejede at være ret sjældne som dyrkede, men nu avles de i store mængder til engrossalg. Nogle arter har klart blå stængler. Farven skyldes et vokslag på overhuden. Det holder sig nogle år, men efterhånden bliver det slidt af. Selvom disse planter foretrækker at have det varmere end de fleste andre kaktus, er de ikke så sarte som de caribiske arter, og de er ret robuste og nemme at dyrke. De vokser hurtigt, og mange af dem blomstrer i en forbavsende lille størrelse, måske når de er omkring 60 cm i højden. Blomsterne er hvide, udfoldede om natten og har en noget ubehagelig duft som tiltrækker de flagermus og natsværmere, som bestøver dem i naturen. Frugterne er ret store, med dybrødt frugtkød. Når de revner, er der en intens kontrast mellem det røde kød og den blå stængel.
Blandt de arter, vi kan anbefale, er der Pilosocereus pentaedrephorus med ret slanke femkantede blå stængler og små blomster; Pilosocereus magnificus med tykkere og mere intenst blå stængler med flere ribber; Pilosocereus. fulvilanatus med femkantede tykke stængler og lange gyldne hår på de blomstrende areoler, og Pilosocereus chrysostele med flere ribber og tætte gyldengule torne.
--