Pindsvinekaktus - Echinocactus

Den tøndeforme­de Echinocac­tus grusonii kaldes også for guldkug­le.

Denne lille gruppe af tøn­deformede kaktus kom­mer fra Mexico og det syd­lige USA. Den bedst kend­te dyrkede art er E. grusonii - ofte kaldet guldkuglen eller mere uvenligt svigermors marokkopude. Det er en smuk plante, og den er nem at dyrke. Det er ud­mærket, for den er ret sjæl­den i naturen og vokser i et ret begrænset område i Mexico, hvor der nu er planer om et vandkraft­værk. Planten dyrkes i stort antal af engros-kak­tusgartnerier, og den ses tit i havecentre. Større planter kan vokse udendørs i det sydlige USA, og i Europas nærhed på Tenerife og i Is­rael. Det er en af de få planter, der kan tåle vold­som mishandling under dyrkningen og stadig over­leve. Under ideelle betin­gelser vokser den ret hur­tigt og kan til sidst blive over l m i diameter og i højden. Blomsterne, som er ret små og ubetydelige, bliver kun produceret på ret gamle planter under gode forhold.

Under gode forhold kan grusonii overleve let frost. I det fugtige.re euro­pæiske klima anbefaler man generelt at holde den en smule over frysepunk­tet, da overhuden ellers kan få mærker.

Echinocactus ingens er mindre al­mindelig dyrket, men mere udbredt i naturen. Denne art tåler ikke så godt dårlig behandling, men danner pragtfulde, store tøndeformede plan­ter i naturen og kan også blive til fine eksemplarer ved dyrkning. Dyrkes den i en potte, bliver den ved med at vokse meget lang­somt. Den ser ud til at tri­ves bedst med de frie rod­forhold i et åbent bed.

Echinocactus horizonthalonius strækker sig op i Big Bend National Park i Texas, og den vokser også i Mexico. Det er en langt mindre art, men det er ikke en plante for begynderen. Den kræver et særligt håndelag, med meget omhyggelig vanding, meget lidt humus i komposten og en meget solbeskinnet og lys place­ring i drivhuset. Det kan betale sig at dyrke denne art i en lerpotte i stedet for en plastpotte, så den tørrer hurtigt ud efter vandingen. Den er anstrengelserne værd, da stænglen er grå­blå, og de meget smukke lyserøde blomster dannes på ret små planter.

Echinocactus texensis (tidligere Homalocephala texensis) lig­ner meget den foregående art, men er nok en smule nemmere at dyrke. Lokalt kaldes den for hestefor­krøbleren på grund af sine meget spidse og stærke torne. Nogle af Echino­cactus-arterne findes også i Mojave-ørkenen i det syd­lige Californien og i Grand Canyon. Disse planter danner pragtfulde klynger med mange stængler i dis­se tørre områder, og de er nogle at de sværeste kaktus at dyrke. De ses kun sjældent som dyrkede, og de bør kun forsøges af eksper­ter under ideelle forhold.

--