Denne gruppe store trælignende kaktus kommer fra Mexico og USA. Eftersom de er nemme at dyrke fra frø og har attraktive stængler, når de er unge, er de populære hos kaktusgrossister. For nogle af arternes vedkommende kræves der imidlertid temmelig meget plads og temmeligt varme omgivelser, hvis de skal dyrkes op til fuld størrelse.
Stenocereus thurberi, orgelpibekaktussen, (øverst) er den eneste art, som har krydset grænsen ind i USA. Med sine brunlige filtede areoler virker den ganske tiltalende, men den er ikke nem at dyrke. Ligesom de kæmpestore carnegieaer, der vokser sammen med den, skal den bruge meget varme, solrige omgivelser. Denne plante kan blive op til 6 m høj.
Stenocereus pruinosus og Stenocereus chichipe findes længere mod syd i Mexico, og selvom de vokser hurtigere, bryder de sig ikke om alt for kolde betingelser om vinteren. De kalkagtige mærker på stænglerne, der er tydelige hos de unge planter, er ikke helt så udprægede hos de udvoksede planter.
Stenocereus beneckei er nok den art, der er bedst egnet til at blive dyrket. Den er mindre og mere forgrenet, og stænglen har en tæt belægning af hvidt pulver. Desværre er den meget følsom over for vinterkulde. Den meget mærkelige kaktus, der er kendt som den krybende djævel, og som stammer fra Den Californiske Halvø, bliver normalt også anbragt her efter den moderne klassifikation. Dens videnskabelige navn er Stenocereus eruca, og den vokser med stænglerne liggende på jorden og slår rødder i sandet, efterhånden som de vokser. Efterhånden dør de ældre dele af planten. Deraf tilnavnet »krybende«, Den kan godt dyrkes, men dens vækstform gør det svært at have den i en potte. Et åbent bed er bedre.
--