Denne slægt, hvis medlemmer populært kaldes stenurter, rummer et meget stort antal arter, og de er udbredt over hele verden. De godt 600 arter findes i de mest forskelligartede naturtyper: Japan, Kina, Mongoliet, Sibirien, Nordamerika, Mexico, Peru, Marokko og Europa. Der findes specifikke arter, som passer til stenbed, almindelige blomsterbede, hængepotter og potter i drivhuse.
Nogle af de almindelige hårdføre arter, som passer til et stenbed, er Sedum kamtschaticum (øverst), der findes i en ensfarvet eller broget bladudgave med gyldne blomster; Sedum spathulifolium, en lille, hvidbladet rosetplante, hvor de ældre blade, når de mister deres farina, er violette; Sedum populifolium, som dør ned om vinteren; Sedum spurium, en overordentligt almindelig plante med lyserøde blomster; den gulblomstrede Sedum rosea, hvor den urteagtige del af planten dør ned til en knudret rodstok eller stub hver vinter.
Sedum speetabile med sine duske aflyserøde blomster, der er yderst tiltrækkende for sommerfugle og bier, er et »must« for enhver have.
Sedum telephium »Autumn Joy (herover): minder meget om Sedum spectabilis, men har ikke så iøjnefaldende rødlige blomster. Disse arter opfattes generelt ikke som sukkulente.
Blandt de arter, som kan anbefales til hængepotter under glas om vinteren, og som muligvis kan flyttes udenfor om sommeren, er der følgende: Sedum morganianum, eller hængende mexicansk stenurt, for nu at bruge dens almindelige navn, danner tætte masser af hængende stængler.
Den kræver godt lys, da bladene ellers vil sidde mere løst, end de gør normalt. Den eneste fejl ved denne art er, at bladene nemt bliver slået af stænglerne. Hvert eneste blad, der falder, vil sende rødder ud og danne en ny plante, men resultatet er en bar stængel. De røde blomster er ikke særligt iøjnefaldende, da de kommer frem i enden af de hængende stængler. Der findes en anden lignende, men ikke helt så almindelig plante. Det er Sedum burrito. Bladene på denne art er mindre og mere afrundede, og de tabes ikke så let.
Sedum sieboldii, (stonecrop) gråmelet stenurt, må være den stenurt, som oftest sælges i butikker og havecentre. Den er ualmindelig tolerant, og bladenes farve bliver forstærket, hvis den holdes i sollys. Uanset om det er udendørs, på en terrasse eller i en vinterhave, bliver stænglerne omkring 30 cm lange. Bladene er små, næsten runde og flade, blågrønne, med forskellige mængder rødt og lyserødt alt efter lysmængden. Hvis planten står udendørs hele sommeren, vil stænglerne være kortere. Blomsterne er lyserøde, og de kommer frem om efteråret. Den brogede form er lige så almindelig, men lidt mere besværlig.
Sedum treleasei er en meget almindelig sukkulent plante fra Mexico. De oprette, ugrenede stængler når en højde på næsten 60 cm, og der er fare for, at stænglen, hvis ikke den får lys nok, vil vælte eller endda brække under sin egen vægt. Den normale form er blågrå, men der findes også en mere pruinøs form, »Haren«. Blomsterne sidder på fladtoppede blomsterstilke.
Sedum lucidum er ganske vist ikke hårdfør, men den er meget almindelig i en af sine farveformer, som går fra grøn til rød og broget.
Sedum lucidum er en anden almindeligt dyrket plante, selvom vi har en mistanke om, at den også skjuler sig under navn af den endnu mere almindeligt dyrkede Sedum x rubrotinctum. Sedum lucidum ligner den meget i vækstform, men har mindre blade og bliver ikke lige så høj.
Sedum suaveolens er et godt eksempel på nogle af de mere eftertragtede og mere almindeligt udstillede stenurter. Denne bestemte art ligner meget Echeveria subridgida eller en af de storhovede dudleyaer. Når den ikke bærer blomster, kan den nemt forveksles med den førstnævnte. Planten er stængelløs, og ofte ugrenet, selvom den kan danne klynger med alderen. De individuelle rosetter kan måle op til 23 cm tværs over, før de sender udløbere ud. Bladene er blågrå, og blomsterstænglerne kommer frem ret langt nede på planten og er til at begynde med ikke til at skelne fra udløbere. Blomsterne er hvide med mørkerøde støvdragere.
Den vidunderlige Sedum hintonii ville formentlig blive udstillet mere, hvis ikke det var fordi, den især vokser og blomstrer om vinteren. Denne lille plante med dens tæt hvidhårede blå blade dør efter blomstringen. Eftersom den vokser om efteråret og vinteren, er det vigtigt at give den en lille smule vand i de mørkeste måneder af året, men der må under ingen omstændigheder komme vand på bladene. Så rådner de, og så kan hele planten gå tabt.
Bemærk: Det kan altid betale sig at dyrke planter, der er følsomme for overvanding i lerpotter eller skåle, så komposten tørrer hurtigere ud.
Sedum greggii er en anden meget dyrket lille art, selvom man ofte ser den uden navn. Denne plante visner ned i hvileperioden efter blomstringen midt på sommeren. Den nye vækst, der kommer fra basis af de gamle blomstrende stængler, er meget koglelignende, og bleggrøn i farven. Disse koglelignende nye hoveder kommer også frem langs med den gamle blomsterstængel, og de kan nemt tages fra til formering. Efterhånden som blomsterstænglen visner, falder vækstknopperne af alligevel.
Sedum craigii med de blålige-lyserøde blade er blevet mere populær. Den passer godt til at hænge i en kurv i drivhuset. Den har også hvide blomster. Sedum furfuraceum er også blevet vidt udbredt i samlinger, og den kan også blive en god hængeplante. Bladene er små og mørkegrønne, der falmer til rødt, når bladene modnes. Den har hvide blomster og formeres nemt fra stiklinger.
Sedum palmeri er en plante, som er værd at prøve udendørs i et stenbed, når man har plantemateriale nok. Den har blågrønne, tynde runde blade og danner klynger af stængler. Blomsterne er gule og sidder på en buet blomsterstængel nær toppen af stænglen. Holdes tør og tildækket om vinteren.
Nogle stenurter bliver meget store, de kaldes også for træstenurter.
Sedum frutescens er nok den bedst kendte og mest dyrkede art og kan blive mindst 90 cm høj. Den har en egentlig stamme med papiragtig bark, som altid er ved at falde af. Den lysebrune bark er tyk nok til, at man kan skrive på den, hvis man skulle få lyst. De unge stængler er meget skøre og kan ikke tåle at blive flyttet pludseligt, eller at man støder til dem. De bliver imidlertid sejere med alderen, og de stykker, der brækker af, slår nemt rødder, men er et stykke tid om at få deres karakteristiske trælignende udseende.
På grund af pladsmæssige hensyn er en lang række gode arter blevet udeladt her, men prøv at undersøge mulighederne i det lokale havecenter for hårdføre arter, man kan prøve, eller andre arter, der helst skal vokse under glas. Gå også til specialgartnerier og havecentre med alpeplanter, og hvem ved, hvad der kan dukke op?
--