NATURENS MESTERVÆRK
Billede: 'Commandant Beaurepaire'. Den allerførste bourbonrose blev til i begyndelsen af 1800-tallet på øen Reunion, som dengang hed Bourbon og var fransk besiddelse. Det skete helt uden forædleres medvirken. Af tradition indhegnede man sine plantager med to sorter roser, høstdamascenere ('Rose des Quatre Saisons') og kinaroser ('Old Blush' eller 'Semperflorens'), og en dag havde pollen fra den ene sort fundet vej til frugtknuden i en rose af den anden sort. Der opstod en helt ny og særdeles bedårende rosensort, som snart også blev plantet i øboernes haver. Den franske botaniker og direktør for den Botaniske Have på Bourbon, Breon, fik øje på den anderledes rose. Han sendte frø hjem til hertugen af Orleans, den senere kong Ludvig Filip, som lod sin gartner M. Jacques dyrke og mangfoldiggøre fundet (1817). I begyndelsen kaldtes rosen 'Rosier d'Ile de Bourbon', men da den nåede ud til offentligheden, kom den til at hedde 'Bourbon Jacques' efter gartneren. Samme rose har Redoute foreviget under navnet Rosa canina borboniana (1822).
På Bourbon blev den kaldt 'Rose d'Edouard'. Måske. Eftersom Breon ifølge beretningerne opdagede rosen hjemme hos en bonde ved navn Edouard Perichon, virker det sandsynligt, at »den første bourbonrose« fik det navn lokalt. Men det er uklart, om det virkelig drejer sig om den samme rose, eller om 'Rose d'Edouard' er en anden rose, som dyrkedes allerede før bourbonrosens opdagelse både på Bourbon og på andre øer ud for Madagaskar. I Botanisk Have i Calcutta findes nemlig en 'Rose Edward' fra den tid, og eftersom mange indiensfarere lagde til ved Bourbon, regner man det for ikke utænkeligt, at frø fra den rose er kommet dertil.
Den rose, som M. Jacques tog sig af, blev stamrose for en lang række fornemme bourbonroser. Mange kan købes endnu i dag, endog oprindelsesrosen fra 1817. I gruppen findes både slyngroser, typiske bedroser og høje buske. De fleste af dem remonterer, men nogle af dem blomstrer kun en gang. Hårdførheden varierer. På en del sorter ser blomsterne ud som runde bolde, på andre er de mere flade, og undertiden har de præg af tehybrid. De kan være let fyldte, men er lige så tit tætfyldte, af og til firedelte. Somme tider er det damascenagenerne, der dominerer, til andre tider chinensisgenerne. Det er faktisk sket, at bourbonroserne er blevet delt op i to grupper. Så forskellige er de. I denne afvekslende mangfoldighed er der et fælles træk: den vidunderlige duft.
Efter introduktionen i Frankrig varede det ikke længe, før bourbonroserne lancerede s rundt om i Europa (England 1822) og i USA (1828). De blev enormt populære. Man værdsatte blomsterne, som var lige så velformede som chinensis, men større, og remonteringen var klart bedre end damascenerrosernes. Efter nogle årtier blev de imidlertid udkonkurreret af remontantroserne, som de selv var med til at krydse frem, men i dag er pendulet nok svinget over til bourbonrosernes fordel. En bidragende årsag kan være, at bourbonroserne ser mere gammeldags ud. Desuden er de som helhed mere hårdføre. Det er en kvalitet, som er kommet til at veje stadig tungere, efterhånden som roseninteressen har vundet fodfæste også på ret nordlige breddegrader.
Andre bourbonroser: 'Boule de Neige', hvid, tætfyldt (Lacharme 1867); 'Fulgens', mørkt karminrød, fyldt (Guerin 1830); 'Gloire de Rosomanes', karminrød, halvfyldt (Vibert 1825); 'Heroine de Vaucluse', rosa, fyldt (Moreau et Robert 1863); 'Honorine de Brabant', rosaviolet med purpurkanter, fyldt (ukendt afstamning); 'Mme Ernest Calvat', rosa, fyldt (Schwartz 1888); 'Robusta', mørkt karminrød med purpurstænk, fyldt (Soupert & Notting 1877); 'Souvenir de St. Anne's', lysrosa, enkel (Irland 1950); 'Zigeunerknabe', purpurrød, fyldt (Lambert 1909).
--