Logo

Limurt - Silene

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Limurt - Silene

Det botaniske slægtsnavn Silene henty­der til blomstens bæger, der hos adskil­lige af arterne har form som en tykma­vet krukke. Sådanne krukker var op­rindelig opkaldt efter Seilenos, som ifølge den græske gudelære var Diony­sos' altid drukne ledsager. Det danske slægtsnavn hentyder til de klæbrige stængler.

Arternes blomster adskiller sig fra nel­likegruppens øvrige blomster ved at være tregriflede med et fem tandet bæ­ger og langneglede kronblade med bi­krone. Frugtknuden er forneden delt i tre rum ved skillevægge, mens den foroven er enrummet. Frugten er en kapsel. Slægten omfatter i Danmark omkring 10 vildtvoksende arter, mens adskillige andre dyrkes som prydplan­ter.

 

Blæresmælde (Silene vulgaris) er en limurt, der har fået sit danske navn af det store oppustede bæger. Den er almindelig på diger, marker og langs veje på tør, grusholdig jord.

 

Tuelimurt (Silene acaulis) danner tætte puder, der kan være helt dækket af de rødlige blomster i juli.

 

Vækstkrav: Limurt vokser normalt på ret tør og stenet jord, hvorfor den bør udplantes på lignende steder i haven for at udvikle sig smukkest. Den kan udplantes i almindelig havejord i fuld sol, men har så tilbøjelighed til at forsvinde fra voksepladsen i løbet af nogle få år.

 

Pleje: Se arterne.

Vildtvoksende arter:

Blæresmælde (Si­lene vulgaris) er en flerårig, vildtvok­sende plante med en kraftig pælerod, der foroven fortsætter i en kort, grenet jordstængel. Herfra udgår de 20-40 cm høje, opstigende eller oprette stængler med lancetformede blade. De nikken­de blomster sidder i en endestillet, mangeblomstret kvast; bægeret er stort, opblæst, ægformet med rødlig nervering, kronbladene er hvide med kløvet plade og bikronen ubetydelig. Frugten er en kapsel. Planten vokser ved vejkanter, langs grøfter og hegn og på tørre bakker og overdrev. Kan forekomme som ukrudt på magre græsmarker.

 

Strandlimurt (Silene maritima) ligner blæresmælde meget, men har grenet, træagtig jordstængel og talrige nedlig­gende, tueformede, golde bladskud med kødfulde blade. Blomsterskudde­ne er først nedliggende, derefter opsti­gende, 8-25 cm lange, og ender i en­treblomstrede kvaste med små, grønne højblade. Bikronen er tydelig totandet og frugten en kapsel. Planten er vildt­voksende på klippekyster og stenede eller grusede strandbredder; den tåler tildækning af sand, idet dens stængler villigt vokser igennem dette. Arten er ret sjælden, idet den kun forekommer ved Jyllands nordlige kyster samt på Læsø og Hesselø. Sorten Silene mariti­ma 'Flore Pleno' kan med stor fordel dyrkes som mur- og stenbedsplante. Den kræver fuld sol, tåler lang tids tørke og blomstrer i juni.

 

Tuelimurt (Silene acaulis) er flerårig og vokser i helt faste, tætte puder, der minder noget om mos puder. Tuerne er opbygget af rigt forgrenede, korte og oprette, 2-10 cm høje stængler, der ved grunden er forveddede. Bladene er linjeformede, ca. 1 cm lange og spidse. De talrige lyserøde blomster er enlige, ustilkede og når kun lige op over puden, der i blomstringstiden er fuldstændig dækket af blomster; de dufter kraftigt som af nelliker og besø­ges af et stort antal insekter. Planten foretrækker kalkrig bund i klipperev­ner eller på fjeldheder, forekommer ikke vildtvoksende i Danmark, men kan dyrkes på en veldrænet, meget stenet eller grusholdig jord.

 

Dyrkede arter: Alpelimurt (Silene al­pestris) adskiller sig fra de øvrige limur­ter ved at have 4-6-tandede kronblade.

Stænglen har modsatte, smalle blade, der ved grunden er randhårede. Blomsterne er hvide og udvikles i spidsen af de ca. 15 cm høje stængler i juni-juli. De har en tydeligt tofliget bikrone. Frugten er en kapsel. Planten breder sig stærkt ved sine underjordiske udlø­bere. Den foretrækker kalkholdig, sand blandet jord i fuld sol og er for­trinlig som stenbedsplante. Formeres lettest ved deling.

 

Høstlimurt (Silene schafta) er 8-10 cm høj og tæppedannende, med golde skud, der er næsten helt nedliggende, og blomsterbærende, der er halvt op­rette. Bladene er små, rosetstillede og omvendt ægformede til langstrakte. Blomsterne sidder få sammen eller er enlige. De er rosafarvede og udvikles i august-september. Høstlimurt er en værdifuld stenbedsplante, idet den fo­retrækker en letgruset muldjord i fuld sol. Formeres ved frø eller deling.

 

Knippellimurt (Silene armeria) er en enårig, 30-50 cm høj, blå- eller grå­grøn, urteagtig plante med klæbrige stængelstykker i plantens øverste dele. Blomsterne er ret små, men talrige og bliver hos de forskellige former enten rødlige, rosa eller hvide. Blomstrer i juli-august. Formeres ved frø, der ud­sås på blivestedet; udsår ofte sig selv.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5.0 (9 stemmer)
Siden er blevet set 4.987 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her