Pileblad; de yderste ender af bladnerverne omkranser ganske små øer af bladkød.
De fortykkede årer, som forgrener sig, tit på en meget karakteristisk måde, i bladene, kaldes nerver eller ledningsstrenge. Den sidste betegnelse hentyder til nervernes funktion som bladets »transportkabler«, der står i forbindelse med ledningsstrengene i plantens øvrige dele. Gennem nerverne føres de stoffer, som dannes ved bladenes fotosyntese, hen til de steder i planten, hvor der er brug for dem, f.eks. i, knopperne. Vand og næringssalte, som opsuges af planternes rødder, føres gennem nerverne til bladcellerne. Hvis man skærer en bladnerve over på tværs, vil man se, at den er sammensat af flere celletyper. Nederst mod bladundersiden og tit også øverst mod oversiden ligger en streng af tykvæggede celler, det såkaldte styrkevæv, som er med til at støtte og bære bladpladen.
Styrkevævet er kraftigst hos planter, der i naturen vokser under meget tørre forhold, hvor saftspændingen i bladcellerne kan falde så meget, at bladet ville falde sammen, hvis styrkevævet ikke bar det. Mellem styrkevævsstrengene, som i de største nerver kan danne hele rør, ligger det egentlige transportvæv, der består af to slags celler, de levende, såkaldte sirørsceller og tomme celler med spiralformede fortykkelser i væggene. De kaldes trakeider og besørger vandtransporten i bladene, mens sirørscellerne tager sig af stoftransporten.
I nogle blade, f.eks. hos pil, grener nerverne sig i det næsten uendelige, og deres yderste, tynde spidser ender blindt i nogle af bladcellerne.
Håndnervet blad af Gunnera tinctoria.
I andre er nerverne derimod ugrenede helt ud til bladranden og står kun i forbindelse med hinanden ved bladets fod. Man skelner mellem forskellige typer af bladnervation, hvoraf den ligenervede (tulipan), den fjernervede (poppel), den håndnervede (figen) og den stjernenervede (nasturtium) er de vigtigste.
Fjernervet blad af poppel (Populus sp.).
Se også artiklen Ledningsstrenge.