Støttemur

En støttemur er en næsten lodret flade af tørt stablede sten. Dens funktion er at erstatte en jordskråning, som skulle have en fladere hældning og derfor ville optage mere plads.

Støttemuren stables normalt med en hældning på 10-15 cm pr. m's højde. En dobbeltsidig opbygning er under­tiden anvendt i stedet for hegn mod vej; men også inde i haven kan et hævet plantebed pynte på et ellers vandret grundareal. Tørstablede støt­temure anvendes også som vanger ved kældertrapper eller for at sløre høje hussokler; ved ældre huse med høj kælder hæves terrassen ved hjælp af støttemure op til stuegulvets niveau. Der findes mange typer støttemursten; for dem alle gælder, at muren kun bliver smuk, når den er veldimensione­ret, når der er samhørighed i havens samlede materialevalg, og når støtte­murens funktion er tydelig.

I alle tilfælde er plantevalget såvel oven på som neden for muren afgørende for, hvor dominerende støttemuren vil virke. En mandshøj, næsten nøgen støttemur kan være smuk i nogle situa­tioner; men i andre tilfælde står man sig ved at inddele muren i store trappe­trin, så at planterne får større plads at udvikle sig på.

Opførelse

Den tørstablede støttemurs sammen­hængskraft og evne til at støtte er meget begrænset; den beror hovedsa­gelig på støttemurstenenes egenvægt og deres tryk på de underliggende sten. Jordtrykket fra vel drænet jord er ikke særlig stort; det er kun den Øver­ste trekant af jord, der skal forhindres i at skride ud og lægge sig foran den fremtidige støttemurs linje. Bliver jor­dens porer imidlertid vandfyldte, stiger vægten af jorden, og den bliver til en grødagtig masse, som udøver et stort vandret tryk på muren. Fast, selvdræ­nende jord giver langt bedre vilkår, end hvis jorden bag muren er opfyldt. Normalt varierer konstruktionen efter murens højde og den anvendte sten­størrelse. Skitsen viser de principielle dele af muropbygningen; om nogle af dem kan udelades, afhænger af de lokale forhold.

Der udgraves til støttemurens funda­ment i mindst 1/3 af murens færdige højde. Udgravningen skal hælde ned mod en drænrende med rør til f.eks. en tagbrønd (se artiklen Dræning) eller en stor stenfaskine i god afstand fra mu­ren. Drænlaget bør bestå af nøddesten eller grus, renskyllet for småpartikler, såkaldt vaskegrus, men ikke af stabilt grus, der hurtigt bliver uigennemtræn­geligt for vand. Drænlaget føres i takt med murens opbygning op bag og også foran muren og presses eventuelt sam­men, så at det ikke senere kan sætte sig; det afdækkes med fibertexmåtter eller tilsvarende.

Den egentlige muropstilling påbegyn­des med en forstærkning af jordfugtig beton i forholdet 7 dele tørt betongrus og 1 del cement. Det nederste skifte, der gerne må ligge under terrænhøjde, presses godt sammen. Da hele muren hviler på dette, skal det lægges omhyg­geligt; retning og hældning kontrolle­res med snore på bræddegalger for enderne. Ligeledes sammenpresses hvert lag sten, så vel i den jordfugtige beton som i drænlaget og den bagved liggende jord. Jordfugtig beton er lige så let at arbejde med som rent grus, men hærdner ved let vanding til en pimpstensagtig masse, som bevarer sit volumen og sin sammenpresningsgrad godt.

Skal man have tilfyldningsjord bag muren, sikrer man afvandingen ved at indskyde et fladedræn af groft grus på en skråningsflade. De øverste skifter af muren sikres mod frosten i muldlaget ved limning med beton klæbe r til de underliggende lag. Det er vanskeligt at få planter til at trives i mellemrum mellem plantesten, og den nødvendige muld bør derfor placeres, efterhånden som muren bygges op.

Materialer

Der findes talrige former for støtte­mursten i beton, med indvendige og udvendige hjørnesten samt afdæk­ningssten, og der er i de senere år fremkommet typer, hvor stenene låser sig sammen. Desuden findes der sten med naturstensmaterialer i overfladen samt klinker og rigtige natursten. Træ i form af sveller eller kraftige bræddefel­ter kan udfylde samme funktion som støttemurstenene; mange betonvare-fabrikker forhandler tillige natursten.

Plantesten er normalt 13 cm tykke og findes i forskellige længder og overfla­debehandlinger; nogle er støbt med smig i forkanten og skal lægges vand­ret. Det har sine fordele ved hjørneop­bygninger; men i høje mure er de lidt svagere, idet de lettere glider på hinan­den, end når stenene hælder.

Knækfliser er 7 cm tykke fliser, som let knækker, hvis der er riller i betonen. Overfladevirkningen er lidt grov, men kræver ikke den allerstørste præcision i opsætningen. Dette ret lette materiale egner sig bedst til ikke for høje mure, og smiget laves lettest ved tilbageryk­ning, ofte blot 5 mm for hvert skifte.

Montebellostenen har samme mål som knækfliser, men stiller med den for­stærkede vandrette fugevirkning meget store krav til præcision; den egner sig bedst til lavere mure uden smig. Murstensklinker er forholdsvis nemme at bruge; men de små enheder forsky­des let, og de er bedst til lave mure, hvis smig skabes ved tilbagerykning. Nexø-skaller var tidligere meget an­vendt, især til svungne former. De er nemme at gøre »levende« med plan­ter; men de er vanskelige at stille op og derfor dyre. Bag stenene pakkes der med ren muld.

En støttemur af kampesten eller store marksten er velegnet til dyrkning af mange pudeplanter og andre stenplanter. Kampesten bruges stadig i et vist om­fang; men der skal både »øje« og faglig kunnen til at få en kampestensmur til at hænge ordentligt sammen. Også de kræver pakning med ren muld; funda­mentet og afdræningen under støttemuren er meget vigtige og skal dimen­sioneres rigeligt.

Gamle jernbanesveller er velegnede til støttemure. De kan anbringes både vandret og lodret, men er tunge at bakse med. Sveller og svellelignende bjælker er umiddelbart egnede til støttemur; men afdræning er i så fald meget vigtig. Også overskårne sveller, nedgravet lodret som palisade, anvendes. Materi­alevirkningen er grov og upræcis; men den er levende og specielt god sammen med grønne planter. Bræddestøtteværker af trykimprægne­rede brædder mellem kraftige stolper kan være meget holdbare. De nedgra­vede stolper udgør det egentlige funda­ment; men afdræningen bør være i orden. Stolperne graves indtil 90 cm ned, stilles på stampet grus, og der tilfyldes med grus, som stampes lagvis op til jordoverfladen. Brædderne skal have åben fuge, så at de slipper vandet igennem; for at undgå udflydning af jord kan bagsiden beklædes med fiber­dug eller småmasket plasticnet. Bræd­destøtteværker anbringes oftest lodret, idet hældning giver vanskeligheder i hjørnerne.

Planter

Støttemurens bed udtørres hurtigere af sol og blæst end et bed i terrænniveau. Tørketåleride buske foretrækkes; men mange af disse har et stort rodnet, som kan beskadige muren. Stenhøjsplanter og nøjsomme jorddækkende småbuske tåler at vokse i muren; men ofte fore­trækker haveejeren mere frodige plan­ter. De skal i de første vækstsæsoner vandes og plejes ekstra godt.

Se også artiklerne Alpeplanter, Beton, Dræning, Hegn, Morænebed, Sten­bed, Stenplanter, Trædeplanter.