Husfred har fået sit botaniske navn Soleirolia til ære for Joseph Francois Soleirol, der døde 1863. Han indsamlede i begyndelsen af det 19. årh. mange planter på Corsica, hvor husfred er hjemmehørende.
Husfred er en lille krybende, urteagtig plante med friskgrønne blade. Der findes varieteter med brogede og gule blade, men de har ingen dyrkningsmæssig betydning.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er en nem stueplante, selv i mørke værelser.
Pleje: Husfred stiller ingen særlige krav til temperaturen; den tåler temperaturer helt ned til frysepunktet, og den gror bedst ved stor fugtighed. I direkte sol bliver bladene lyse eller brune, men den vokser godt i selv ret mørke omgivelser. Husfred skal have rigelig vand, men for at undgå svampeangreb er det bedst at vande planten nedefra i pottens underskål. Spagnumstandardjord bruges som substrat.
Formering: Det er meget let at formere husfred ved at potte en lille tot af de ældre planter i nye potter med spagnum-standardjord. I løbet af ca. 3-4 uger har den lille tot fyldt potten ud.
Anvendelse: Taknemmelig stue plante og god bundplante i koldhus og vinterhave.