Kattesvans er hjemmehørende i Indien. De langstilkede blade er bronzegrønne og ægformede. Planterne dyrkes p.gr. af de små blomster, som er samlet i lange, slapt hængende, sammensatte, stærkt røde blomsterstande, der er længere end bladene. Der findes både hun- og hanplanter; men hunplanterne er de eneste, der dyrkes som dekorationsplanter.
Kattesvans (Acalypha hispida). På grund af de dekorative blomsterstande hos hunplanterne dyrker man kun disse og ikke hanplanterne.
Pleje: Til kattesvans kan bruges en spagnum-standardjord. Temperaturen skal helst være 18-20°C. I vækstperioden, dvs. den lyse halvdel af året, må der regelmæssigt tilføres vand og næring; men der bør ikke komme vand på blade og blomster. Om vinteren tilføres kun netop så meget vand, at man undgår udtørring af jorden, og der tilføres ingen næring.
Formering: Kattesvans formeres ved ca. 10 cm lange stiklinger; formeringen lykkes bedst om foråret. Topstiklinger giver hurtigst færdige planter, men ledstiklinger (stængelstiklinger) kan også anvendes. Der stikkes i luftig spagnum ved en temperatur på omkring 18-20°C og holdes sluttet luft og dermed høj luftfugtighed ved hjælp af plastic. Normalt er der under sådanne betingelser rod på stiklingerne i løbet af 2-3 uger. For at få forgrenede planter kan man knibe toppen bort, så at der kun er fire blade tilbage på hver stængel. Den bortknebne top kan bruges som stikling.
Andre arter:
Kobberblad (Acalypha wilkesiana) er en bladplante, der er i nær familie med kattesvans. Kobberblad er hjemmehørende i Ostindien. Den dyrkes p.gr. af de smukt marmorerede blade, hvis farve varierer fra stærkt rød til brun. Blomsterstanden er kortere end bladene og næsten skjult. Se artiklen Kobberblad.