Planteslægten Cautleya har fået navn efter englænderen Sir Proby Thomas Cautley (1802-71), der arbejdede som mineingeniør og var ansvarlig for store vandingsprojekter i Indien. Cautleya er hjemmehørende i Himalaya. Der er kun en art i kultur, Cautleya lutea, som vokser i 2200-2600 m's højde. Den bliver 20-40 cm høj og blomstrer i august med gule blomster, der sidder samlet i en kolbe.
Kultur: Som pottejord anvendes en luftig, noget lerholdig jord, der giver gode muligheder for afdræning af vandingsvandet. Om sommeren sættes Cautleya udenfor, og i denne periode holdes potteklumpen godt fugtig. Planten placeres på en let skyggefuld plads. Om efteråret tages planten ind, og den bør overvintre i et køligt rum, hvor der kun vandes så meget, at en fuldstændig udtørring af potteklumpen undgås.