Manna er en gammel betegnelse på en art føde. I 2. Mosebog fortælles om manna, der faldt ned fra himlen og frelste jøderne fra døden under deres vandring gennem ørkenen. Hvad denne manna var, er der fremsat mange teorier om. En af dem går ud på, at den bibelske manna bestod af skjoldluse-ekskrementer. En ørkenplante, Tamarix mannijera, udsuges af en skjoldlus, der lever i mængde på busken. Saften er rig på kulhydrat, men fattig på kvælstof, hvorfor skjoldlusene suger store mængder saft for at få kvælstof nok, mens sukkerstoffet udskilles; det er denne søde væske, der størkner og tid efter anden falder af i flager. Stoffet fortæres stadig af beduinerne, der kalder det for man.
Ordet manna er knyttet til en række forskellige planter.
Manna-ask (Fraxinus ornus) udsveder rigelig saft efter indsnit i barken. Denne saft anvendes som et mildt afførende middel og kaldes mannasaft. Mannalav (Lecanora esculenta) vokser i Nordafrika og Mellemasien og har næringsrigt løv. I tørkeperioder løsner planten, ruller sig sammen og føres af vinden vidt omkring.
Rørkassia eller uægte johannesbrødtræ (Cassia fistula) har lange, rørformede bælgfrugter; mellem frøene er der en klæbrig, sødtsmagende. sortagtig pulp, der undertiden kaldes for manna. Mannasødgræs (Glyceria fluitans) vokser i fugtige enge, bl.a. i Polen, hvor frugterne anvendes til mannagrød (se manchettegning).
I Danmark kaldes elmetræets frugter manna; men navnet er sikkert opstået langt senere end de øvrige omtalte. Elmefrugterne er modne før midsommer; det er især de brede frugtvinger, der virker tillokkende på børn og spises, mens de endnu er grønne.
Se også artiklerne Ask, Elm, Lav og Sødgræs.