Æbletræet har været dyrket så længe, at man ikke rigtig ved, hvor det stammer fra. Det er i nær familie med det sure .og bitre vildtvoksende skovæble (Malus sylvestris); men de æblesorter, som dyrkes i dag, er resultatet af et bevidst forædlings- og udvælgelsesarbejde, som til stadighed videreføres i alle æbledyrkende egne.
Æbletræer bliver sjældent højere end. ca. 8 m og danner en bred og tæt grenet krone. Barken på ældre stammer er oftest brun eller gråbrun og skorpet; på unge grene er barkfarven brunlig, men varierer efter sorten, og de unge kvistes farve udgør sammen med lenticellernes (korkporernes) form og farve ofte gode sortskendetegn. Bladene er stilkede og spredtstillede; formen varierer en del fra sort til sort, men er stort set bredt oval og noget tilspidset med savtakket rand. De unge blade er lysegrønne og dunhårede, mens de ældre har glat, mørkegrøn overside og grålig, behåret underside. Blomstringen falder mellem sidst
i maj og først i juni; blomsterne sidder i halvskærme i et antal fra 3 til 11. Blomsterknopperne er rosa, mens de udsprungne blomster viser den oftest rent hvide inderside af kronbladene. Befrugtningen besørges af insekter, især honningbier, som søger nektar og pollen. Blomstringen sker første gang på små frugtgrene på treårigt ved. Frugtgrenene kan sætte blomster, lige så længe de sidder lyst; de vokser et lille stykke hvert år og forgrener sig, samtidig med at de bliver krogede. Jo ældre frugtgrenene får lov at blive, jo mindre frugter giver de. Æblefrugten er et ret tørt bær med et sejt kernehus. Frøene er ved modenhed brune, og frugtkødet er på friskmoden frugt sprødt og halvsaftigt, men kan ved overmodning eller for tør opbevaring blive tørt og melet.
Frugtens overhud har en grundfarve, som er grøn; men de fleste sorter får en rødlig farve i solside n eller over en større del af overfladen. Huden er på de fleste sorter glat; men der er sorter, som har en ru, noget skrubbet hud. Æblernes form varierer meget, fra langagtig eller kegleformet til kuglerund eller fladtrykt. Farverne og formen er vigtige kendetegn for de forskellige æblesorter.
Æbler er værdifulde som en del af kosten; de indeholder mineraler, vitaminer, syrer og sukker; af vitaminerne er det især C-vitaminet, som er af betydning. Ved længere tids opbevaring under mindre velegnede forhold mindskes indholdet af C-vitamin; men vitaminrigdommen er også noget afhængig af sorten, idet de sure sorter indeholder mere C-vitamin end de søde.
I forsommeren overgår de fleste æbletræer vore prydtræer i blomsterpragt.
Indholdet af syre og sukker er ligeledes afhængigt af sorten, men også af opbevaring og temperatur. Kolde æbler indeholder mere syre end tempererede æbler af samme sort; det er en del af følgende: de kraftigste typer vil omdanne sukker til syre, når temperaturen falder. Når æblerne lunes op til 12- 15°C, omdannes syrerne til sukker. Ved åndingen under lagring tabes der en del sukker.
Vækstkrav: Æbletræer trives bedst i en god, dybmuldet jord, hvor grundvandet ikke står for højt. Blade og unge skud er ret ømfindtlige for vindskader, og for at formindske dem og undgå, at for megen frugt ruskes af træerne i høsttiden, bør æbletræerne altid plantes på et sted i læ. Æbletræerne kræver alsidig gødskning, hvilket kan opnås ved at give dem ca. 5 kg fuldgødning pr. 100 m², når frosten er gået af jorden, og den samme mængde sidst i juni. Er næringsindholdet i jorden i forvejen højt, kan man nøjes med at give 5 kg kvælstofgødning pr. 100 m², idet tilførsel af andre stoffer så vil være overflødig. Man bør dog altid gøde efter foretagne analyser af jord- eller bladprøver.
Formering: Æbletræer formeres ved okulation på frø- eller vegetativt formerede grundstammer , hvoraf der findes mange forskellige med vidt forskellige egenskaber. Til kraftigtvoksende træer, som egner sig til bl.a. fritidsgrunde på dårlig, sandet jord, kan man få træer, tiltrukket på grundstammer af frø fra cideræbler fra Normandiet. Andre grundstammer er vegetativt formerede og er udvalgte typer af forskellige paradisæbler, såkaldte doucin-typer. Udvælgelsen begyndte omkring 1912 ved East Malling Forsøgsstation i England, og stammerne betegnes med et M og et nummer i romertal. Senere foregik der et samarbejde mellem East Malling og en anden engelsk institution; resultatet heraf er stammer med benævnelsen MM og et nummer i arabertal. Af de mange typer, som herved er fremkommet, bruges i dag især de følgende: Den kraftigste type er M XXVI, som giver et velforankret træ, men lige stort nok til en almindelig villahave. MM 106 giver middelstore træer, som står godt i jorden og giver en god afgrøde. MM 106 er den for tiden mest brugte grundstamme. MM 111 giver ret svagtvoksende træer, som egner sig til espalier. Tidligere anvendtes M IV og M VII, som er middelkraftige, og M IX, som er svag. Grundstammens og æblesortens vækstkraft passer ikke altid sammen, og der kan da opstå knuder ved forædlingsstedet. Sidder de over forædlingsstedet, betyder det, at sorten er den kraftigste; sidder knuden under forædlingsstedet, er grundstammen den kraftigste. Knuderne har ingen praktisk betydning for træernes vækst. Nye æbletræer plantes så dybt, at forædlingsstedet er ca. 5 cm over jorden, så at man undgår, at sorten slår rod og vokser uden grundstammen. Dette vil for mange sorter betyde, at træerne bliver for store og for vanskelige at holde styr på i en have.
Beskæring af etårige træer:
I planteskolerne kan man købe æbletræer som et- eller toårige. De etårige har kun et skud, som danner den fremtidige stamme. Der er ingen sidegrene; men der kan være nogle små, spinkle kviste øverst på skuddet. Disse kviste kan man ikke bygge en krone op på. Etårstræerne skæres ved plantningen tilbage til en højde af ca. 50 cm, og de øverste knopper vil da give gode sidegrene samt et topskud, som udvikles i træets 2. leveår.
Beskæring af toårige træer:
Beskæring af toårstræer kan man godt undlade, bortset fra fjernelse af grene, der er i vejen for andre grene, samt fjernelsen af de såkaldte »tyve«. En »tyv« er et skud fra en knop lige under den øverste; det vokser opad og synes at ville gøre topskuddet rangen stridig. »Tyven « får derved en meget spids vinkel i forhold til stammen, og spidse vinkler i et æbletræ kan være næsten katastrofale, hvis grenen p.gr. af stor frugtmængde eller stærk blæst brækker; hele stammen flækker. Tidligere var det god latin ved beskæring at danne æbletræer uden midtgående stamme, så at der kunne komme rigelig med lys ind i kronen. Det gav ofte træer, hvis grene udgik fra omtrent samme sted på stammen, og medførte overbelastning, så at træerne kunne flække ved unormale belastninger. Særlig grelt viste det sig i ældre plantager i vintre med meget stort snefald. Når sneen blev våd, blev den så tung, at træerne flækkede og ikke kunne reddes. Man bør derfor søge at forme træerne med en midtgående stamme, hvor sidegrenene er jævnt fordelt og sidder i en stor vinkel til stammen.
Beskæring af treårige træer:
Æbletræer bærer frugt på treårigt ved, og det bør man huske ved beskæringen. Frugtgrenene med blomsteranlæggene, de såkaldte sporer, bliver anlagt i grenstykkets 2. sommer og blomstrer i den 3. Hvis man fjerner endeknoppen på en gren, danner de andre knopper langskud, og det varer yderligere et år, før man kan høste frugt. Lader man derimod en gren være urørt, danner den som regel frugtgrene og blomsterknopper. Undtagelser fra reglen er f.eks., hvis grenen vokser lodret opad; sådanne grene kan man bøje ned til vandret, hvis vinklen til stammen ikke er for spids. Nedbøjningen kan foregå ved hjælp af en snor, som bindes fra grenen ned til træets rodende, eller man kan anskaffe nogle særlige metalbøjler, som er lette at sætte på. Beskæring af ældre træer: Har man først fået træet til at bære, bør man indskrænke beskæringen til en udtynding for at undgå, at kronen bliver så tæt, at lyset udelukkes fra den frugt, som sidder nær stammen. Bliver træet for bredt, kan man bremse sidegrenene ved at skære dem tilbage til et grenstykke, som har dannet frugtgrene. Under arbejdet med saksen må man huske først at fjerne grene, som er brækket eller har store sår, især hvis de skyldes angreb af frugttrækræft. Afskårne grene med blomsterknopper kan tages ind i en vase.
Udtynding af frugter:
Kort efter blomstringen vil ikke-bestøvede anlæg falde af, det såkaldte julifald; men som regel er der alligevel ansat flere frugter, end træet kan bære frem til en god størrelse. Det kan derfor blive nødvendigt at udtynde frugterne.
De tidlige sorter venter man noget med at tynde ud; men de sene kan man udtynde lige efter julifaldet. Man regner med, at der i snit skal være ca. 10 cm mellem hvert blivende æble. Man kan også fastlægge udtyndingsgraden ved at regne med, at der i gennemsnit skal være ca. 20 blade pr. æble. Den midterste frugt i hver blomsterstand har tendens til at nøjes med en kort stilk, der hos visse sorter, f.eks. 'Cox's Orange', kan udvikle sig til en kødet stilk, som det er vanskeligt at plukke, uden at frugten beskadiges. Det er derfor rimeligt at begynde udtyndingen med at fjerne den midterste frugt og derefter de dårligst udviklede. Desuden bør to unge frugter ikke røre ved hinanden; det kan give for mange »orm« - som slet ikke er orm, men sommerfuglelarver - i æblerne, da larverne kan gnave sig fra det ene æble ind i det andet. De små frugter, som man t ynder bort, kan anvendes til gele, idet de har et stort indhold af pektin, som får frugtsaften til at stivne.
Frugtmodning:
Hos æbler og andre kernefrugter er der tale om to forskellige modninger: plukkemodning og spisemodning.
Ved plukkemodningen dannes der et løsningslag mellem frugtstilken og frugtgrenen. Man skal vente med at plukke sine æbler, til stilkene slipper frugtgrenen let, for ellers risikerer man at brække frugtgrenen. Det giver mindre frugt året efter og danner samtidig et sår, som rådsvampe kan trænge ind i. Man kan let føle, hvornår frugten er plukkemoden. Tag med den hule hånd om æblet, sæt en finger mod det sted, hvor stilk og gren hænger sammen, og vip æblet. Slipper det let, er det plukkemodent - men for de sene sorters vedkommende er dette ikke ensbetydende med, at det også er spisemodent. Et æble er spisemodent, når det smager godt, syrligsødt og er sprødt og saftigt. Hos mange tidlige sorter indtræffer spisemodenheden før frugtmodningen, idet de fuldmodne æbler bliver melede.
De tidlige sorter plukkes ad flere gange, som omtalt under udtynding, og de bør bruges inden for ret få dage. Jo senere en sort bliver plukkemoden, jo længere kan den gemmes, før den bør spises.
Frugtlagring:
De fleste sorter, som plukkes i september, kan holde i en lille måneds tid, hvis de opbevares køligt og ikke for tørt. De sorter, som plukkes senere, kan under gode opbevaringsforhold holde sig fra en god måneds tid til langt ud på foråret. I store frugt lagre benytter man sig dels af kølerum, dels af kulsyrerum, når man skal opbevare frugt. I kølerummene holdes en temperatur på mellem 0,5 og 2°C og samtidig en høj luftfugtighed, for at æblerne ikke skal skrumpe ind. Den lave temperatur nedsætter æblernes ånding og forsinker modningen. Samtidig må der ventileres godt. Under lagring udvikler æblerne kultveilte og luftarten ætylen. Det er især vigtigt at få fjernet ætylenen, som fremmer modningen. Det er ætylen, som giver modnende æbler den særlige »æbleduft«.
Kulsyrelagrene er rum, som kan lukkes lufttæt. Efterhånden som æblerne ånder og der udvikles kultveilte, bliver åndingen nedsat, for samtidig bruges der ilt. Hvilket kultveilteindhold der skal være i luften i kulsyrerum, varierer efter æblesorten. Temperaturen i rummene holdes lige så lav som i kølerummene.
Hvis man kun skal opbevare små mængder æbler, kan det ikke betale sig at investere ret meget. Æblerne skal blot opbevares frostfrit, og det kan om efteråret ske på et skygget sted i haven. Æblekasserne anbringes på nogle mursten, så at der kan komme luft ind under dem. Kassernes sider dækkes med et mørkt materiale, f.eks. sort plastic, og oven på kassestabelen lægges et låg af f.eks. brædder. Om dagen lader man låget være lukket; men om natten bør det stå åbent, så at der kommer gennemtræk. I dagens løb udvikler æblerne nogen varme ved åndingen; men når man til natten lukker låget op, stiger den varme luft til vejrs og trækker kølig luft ind forneden. På den måde får man kølet frugten ned og luftet ud; begge dele fremmer holdbarheden. I meget tørre perioder, som vi ikke har mange af om efteråret, kan fugtigheden i æblekassestabelen blive lav, og man må da overbruse frugten; men under normale forhold indeholder natteluften så megen fugt, at æblerne klarer sig fint. Det er altid en fordel at kunne holde øje med æblerne under opbevaringen, og det kan ofte betale sig at anskaffe en frugtreol med skuffer, som kan trækkes frem. Bunden i skufferne må ikke være tæt, så at ventilationen nedsættes. Falder temperaturen under frysepunktet, kan man isolere sin æblekassestabel med sten- eller glasuldsmåtter; og i frostperioder bør man opbevare æblerne i et frostfrit rum, så at man kan komme til dem også i frostvejr.
Sorter:
Æbletræet er en gammel kulturplante, og der er i tidernes løb fremavlet en mængde sorter; adskillige hundrede er beskrevet. De fleste sorter frembringes ved frøudsæd; men nogle sorter er opstået som mutationer. Nedenfor nævnes først de sorter, som nu kan købes i planteskolerne, derefter ældre sorter, som stadig findes i mange haver, men som ikke længere indgår i planteskolernes sortiment.
Nyere sorter:
'Belle de Boskoop' er et godt husholdningsæble, holdbart til hen i april.
'Belle de Boskoop' danner et stort, kraftigt træ. Æblerne er store og rundagtige med mat, ru hud i grønne og rødbrune nuancer. Egner sig bedst som madæble, idet kødet er ret groft, men har sidst på vinteren en meget aromatisk smag, blot de skrælles. Plukkes i november, brugstid fra jul til april.
'Close' er en ny, tidlig sort, som danner et kraftigtvoksende og sundt træ. Frugten er stor, noget lang og har en rød skræl. Modner fra sidst i juli til sidst i august og bør plukkes hver anden dag, da moden frugt let falder af. Kvaliteten kunne være bedre.
'Cox's Orange' er en gammelkendt sort, som stammer helt tilbage fra 1830. Det er et glimrende spiseæble med en fin aroma. 'Cox's Orange' danner et middelstort træ, som uheldigvis er modtageligt for alt, hvad der findes af æblesygdomme, og hurtigt viser tegn på eventuelle næringsstofmangler. Desuden er især frugterne sarte over for sprøjtemidler. Det er ikke en sort, som kan anbefales til privathaver. Frugten er middelstor med rødbrun kind og oftest med noget ru hud. Kødet er fast og saftigt med et gulligt skær, fin aroma og en speciel, for de fleste tiltalende smag. Plukkes fra sidst i september til midt i oktober og er holdbar til først i januar. Der findes en 'Rød Cox's Orange'.
'Filippa" er en dansk æblesort, velegnet til småhaver. 'Filippa' danner et middelstort træ med hængende vækst. Træet er sundt, men har den særhed, at blomstringen kommer i spidsen af frugtgrenene, hvorfor træet kun bør udtyndes, ikke beskæres. 'Filippa' er et godt spiseæble, som har brugstid fra november til januar.
'Golden Delicious' skal først plukkes hen i december. Et holdbart æble med fast kød. 'Golden Delicious' er et kraftigt, sundt, meget rigtbærende træ. Frugternes skal er ømfindtlig over for råt vejr og sprøjtemidler. Æblet er højtbygget og ved modenhed gulgrønt; frugtkødet er fast og velsmagende. Æblerne bør hænge længe på træerne; ofte plukkes de sidste først i begyndelsen af december. Holdbarheden er god. Sorten bør have særlig godt læ.
'Gråsten', fra gammel tid kaldt 'Gravenstener' danner et stort og kraftigt træ, hvis sundhed godt kunne ønskes bedre, idet det er meget modtageligt for skurv og frugttrækræft. Hvis man ikke er indstillet på at sprøjte jævnligt mod skurv, skal man ikke plante denne sort. Frugten er uregelmæssig, ofte noget kantet, snart langagtig og snart rundagtig, også på samme træ. Ved modenhed er farven lysgul; dækfarve kan mangle; men en rødlig kind er almindelig. Der findes ret velfarvede, røde typer. Plukkes i begyndelsen af september; kan holde sig til midt i oktober. Kødet er hvidt og saftigt og har en fin smag.
'Rød Gråsten' er en variation af det danske 'Gråsten'-æble
'Guldborg' er ligesom 'Filippa ' og 'Gråsten' af dansk oprindelse. 'Guldborg' danner et ret lille, men rigtbærende træ, som er sundt og hårdført. Æblet er langstrakt, rødstribet og af god kvalitet, som især kommer frem, hvis man udtynder kraftigt. Modner fra sidst i august til midt i september og har begrænset holdbarhed.
'Ildrød Pigeon' er et dekorativt æble, som især anvendes ved juletid.
'Ildrød Pigeon' ('Dueæble') danner et ret lille træ, som kun giver en middelstor høst. Sorten er sund. Æblerne er langagtige og små med rød skal. Frugtkødet er hvidt; men den røde farve fra skallen smitter somme tider af indad. Kvaliteten er fin og smagen noget helt for sig selv. Plukkes først i oktober; hovedsæsonen er juletiden, men æblerne kan holde til midt i januar.
'James Grieve' er et ret lille træ, som er frugtbart i ung alder. 'James Grieve' danner et middelstort træ, som er frugtbart, tidligtbærende og hårdført. Frugten er regelmæssig, middelstor og velformet; farven er grønlig, men bliver efterhånden varmt gul. Frugtkødet er saftigt og aromatisk. Plukketiden er sidst i september, og frugten kan holde til først i november. Der findes en meget smuk, rød mutation ved navn 'Lired'. 'James Grieve' er særdeles velegnet til mindre haver.
'Ingrid Marie' minder en del om 'Coxs Orange' og bør foretrækkes til mindre haver. 'Ingrid Marie' danner et kraftigtvoksende træ, som er tidligt og rigt bæren.de. Frugten er fladrund, regelmæssig og ret stor. Grundfarven er grøn, som ved modenhed bliver gullig; på solsiden får æblet en dybrød, næsten brun farve, hvori der ofte er lysere pletter. Kødet er hvidgult, saftigt og sødligsurt med god aroma. Frugterne hænger godt fast, og plukkesæsonen er fra sidst i september til midt i oktober; æblet holder sig under gode opbevaringsforhold til december-januar. 'Ingrid Marie' menes at stamme fra en kerne fra 'Cox's Orange', som smagen med lidt god vilje kan minde om. Sorten er god til mindre haver og bør der foretrækkes for 'Cox's Orange', da den er meget lettere at have med at gøre. Der findes en rød mutation ved navn 'Karin Schneider'.
'Lobo' har ret tykskallede frugter. 'Lobo' danner et svagtvoksende og frugtbart træ, som dog ikke er særlig sundt. Æblet er stort og velformet, og den røde farve kan dække næsten hele æblet. Kødet er løst og hvidt med en behagelig smag, men skallen kan være tyk. Plukningen sker fra sidst i september til midt i oktober, og frugten er holdbar til lidt ind i november.
'Rogers Mclntosh' danner et middelstort og meget rigt bærende træ, som desværre let angribes af frugttrækræft. Æblet er saftigt og velsmagende med hvidt og ret løst kød; skallen er tynd; farven er meget smuk rød. Plukketiden er fra sidst i september til midt i oktober, og holdbarheden strækker sig til sidst i november, men kan under særlige forhold vare helt til januar.
'Rød Ananas' danner små træer. 'Rød Ananas' er en gammel sort, som danner et lille træ af stor frugtbarhed. Træet er sundt. Frugten kan blive middelstor; men den bør tyndes ud. Farven er hvidgul med rosa til karmin dækfarve; kødet er hvidt, skørt og saftigt med god aroma. Plukningen begynder sidst i august og varer til sidst i september. Æblerne plukkes først, når de har fået den rette farve. Holdbarheden er ikke stor.
'Skovfoged' er en gammelkendt sort, som efterhånden udgår. 'Skovfoged' bliver et stort træ, som er sundt og rigt bærende. Æblet er langagtigt og rødt; det modner fra midten af august til midten af september og må plukkes ad flere gange. Holdbarheden er meget ringe, og frugter, som bliver helt modne, er melede og triste at sætte tænderne i; de bør derfor spises, inden de er helt modne og plukket direkte fra træet. Ved blot få dages opbevaring er de nærmest uden smag.
'Spartan' kræver en lun vokseplads. Frugten kan holde sig til hen i marts måned.
'Spartan' danner et middelstort og ret sundt træ, som bærer godt. Æblet er stort og noget kantet, ved modenhed gulgrønt med rød kind. Kødet er hvidt, sprødt og velsmagende. Plukketiden er oktober-november, og æblet kan opbevares til februar-marts. Træet bør kun plantes på et lunt sted.
'Stark Earliest' er et ret lille træ med tidlig bæring. Frugtansætningen er så rigelig, at man skal tynde ud meget tidligt. Æblernes kvalitet er efter årstiden middel. Farven er grøn med rød kind, og kødet er hvidt og saftigt. Plukketiden er fra først i august og måneden ud.
'Summerred' er en ny og ret uprøvet sort. Træerne bliver ret brede. Æblerne er store og rundagtige med en fin, rød dækfarve; kødet er hvidligt og kan virke lidt groft. Brugstiden er fra midten af august til ind i september.
'Transparente Blanche', »augustæble«, danner et middelkraftigt træ, som lader en del tilbage at ønske, hvad sundheden angår. Sorten er vort bedst kendte sommeræble. Frugten er højtbygget, regelmæssig og ved modenhed gulgrøn. Kødet er hvidt og saftigt, hvis det spises, inden det er for modent; ellers bliver det melet; æblerne skal helst spises direkte fra træet. Brugstiden er fra først i august og måneden ud; men allerede omkring midten af juli kan man tage udtyndingsfrugt og bruge i madlavningen.
Ældre sorter:
I mange haver står der træer fra gammel tid, og mange af sorterne er forsvundet fra planteskolernes kataloger. Nogle af de vigtigste sorter skal nævnes her.
'Bodil Neergaard' har tæt grenvækst og udtyndes med hård hånd. 'Bodil Neergaard' er et lille træ, som er sundt, men let danner en »skaderede« af tynde grene, Frugten, som skal udtyndes med hård hånd i gode år, er langagtig, grøngul og af fin kvalitet. Brugstid januar-marts,
'Bramley' giver store træer med tendens til kun at bære hvert andet år. Æblerne er fladrunde, grønne, af og til med rød kind, Kødet er hvidt og fast; smagen er sur.
'Bramley' er et typisk madæble. Brugstiden er fra december til marts; men det kan plukkes tidligere og derved levere store og gode æbler til opbevaring,
'Cox's Pomona' er en gammel sort med ikke særlig smuk vækst. 'Cox's Pomona' danner små træer, som ikke er særlig sunde. Æblet er fladrundt og noget kantet, grøngult med en smukt rød solkind. Kødet er hvidt, sprødt og saftigt, og smagen er god. Brugstid fra sidst i september til jul.
'Husmoder' eller 'Bellefleur de France' bliver store træer. Frugterne er fladrunde, grønne med rustrød dækfarve. Smagen er noget speciel, og æblet er kun anvendeligt til køkkenbrug. Brugstiden er fra november til marts.
'Jonathan' er et vinteræble, som især tidligere var populært. 'Jonathan' danner middelstore træer. Æblerne er højtbyggede, regelmæssige og bliver smukt røde ved modenhed. Kvaliteten er middel til god. Brugstiden er fra sidst i oktober til februar.
'Laxtori's Superb' angribes let af svampesygdomme. 'Laxton's Superb' danner middelkraftige træer; men sundheden er ikke så god. Æblet er rundt med en brunrød kind med en ru overflade; sorten minder noget om 'Cox's Orange'. Smagen er fortrinlig, og kødet er gulligt, sprødt og saftigt og har en fin aroma. Brugstid fra november til marts.
'Maglemer' danner et lille træ, som er sundt og robust. Æblerne er runde og regelmæssige, grønne med brunrød kind; kødet er hvidt med grønne striber, løst, tørt og syrligt uden aroma. En tidligere meget udbredt sort, som dog kun egner sig til madlavning. Brugstiden er fra november til februar.
'Ribston' har et tørt og sødt frugtkød med fin aroma. 'Ribston' danner et lavt træ med moderat vækst og moderat sundhed. Æblet er fladrundt og noget kantet; farven er gul med en rødbrun kind. Kødet er gulligt, tørt og sødt med fin aroma. 'Ribston' er modersort til 'Cox's Orange' og et fint spiseæble. Brugstiden er december-marts.
'Signe Tillisch' danner et stort, stift træ, som er meget modtageligt for skurv. Æblet er middelstort, bredt og kantet; farven er grøn, som ved modenhed kan gå over til guldgul. Æbler, som har fået megen sol, kan 'få en rødlig kind. Kødet er saftigt med en fin og særpræget smag. Brugstiden er fra november til ind i januar.
Er man utilfreds med en sort, kan man let pode om til en anden sort, og har man kun et æbletræ i haven, men ønsker flere sorter, f.eks. for at strække sæsonen, kan man pode en eller et par andre sorter ind.
Sygdomme og skadedyr: Som de øvrige frugttræer angribes æblesorterne af mange svampesygdomme og skadedyr, omtalt i artikler under disses danske navne og kort nævnt i Planteskemaet.
SYMPTOMER PÅ BLOMSTER |
|
enkelte visne blomster |
æblesnudebille |
visne blomster og grene |
grå monilia |
|
|
SYMPTOMER PÅ BLADE |
ÅRSAG |
hvid pudrede blade og skudspidser |
meldug |
sortbrune pletter på blade og frugt |
skurv |
blege, rødlige blade |
spindemider |
sammenkrøllede blade og skudspidser |
bladlus |
gnav på blomsterknopper og blade |
frostmåler |
gnav på blade |
snareorme |
blege blade |
kvælstofmangel |
brune, døde blad rande |
kalimangel |
brune, døde felter mellem nerverne |
magnesiummangel |
|
|
SYMPTOMER PÅ FRUGTER |
ÅRSAG |
smalle, forkorkede striber |
æblehveps |
brede, korkagtige striber |
kuldeskade |
ormstukne frugter i juli |
æblevikler |
orm i moden frugt |
knopvikler |
rådden frugt |
gul monilia |
|
|
SYMPTOMER PÅ GRENE OG STAMMER |
ÅRSAG |
små brunlige sår på unge skud |
skurv |
sår i bark og ved |
frugttrækræft |
visne grene med blade |
ildsot |
visne grene med blomster |
grå monilia |
hvide, uldne samlinger i vinkler og furer |
blodlus |
gnav på stammer og lave grene |
harer eller mus |
Se også artiklerne Bekæmpelsesmidler, Beskæring, Frugt, Frugtgren, Grundstamme, Okulation og Podning.
--