Ved sprøjtning mod skadedyr og svampesygdomme på planter er det vigtigt, at de opløste, udsprøjtede kemikalier lægger sig som en tynd hinde over de planter eller plantedele, som skal beskyttes, eller over de skadedyr og svampe, som skal bekæmpes. Den fineste forstøvning af sprøjtevæske får man ved højtrykssprøjtning og ved tågesprøjtning.
Højtrykssprøjtning giver en fin forstøvning ved dysernes åbning; men smådråberne samler sig ofte til større dråber, som har svært ved at dække hele den ønskede flade, trænge ned i revner og sprækker samt hænge fast på filtede eller hårede plantedele. Derfor foretrækker man især i gartnerierhvervet og i landbruget at benytte sig af tågesprøjtning. Her sender man en kraftig luftstrøm ud sammen med sprøjtevæsken, hvis smådråber holder sig svævende i flere minutter som en fin tåge. Sprøjtevæsken fordeles derfor godt, og samtidig kan man spare på væskemængden og desuden nedsætte pumpetrykket.