Slægtsnavnet Gentiana stammer fra den illyriske fyrste Gentius, der i 167 f. Kr. fandt den gule ensian (Gentiana lutea) og anvendte den som lægemiddel. Rødderne af denne plante giver endnu i dag farve og smag til ensiansnapsen, ligesom planten stadig anvendes i farmacien. De gule blomster sidder i små halvskærme, omgivet af bådformede dækblade. Stænglen er opret og kan blive op til 150 cm høj. Bladene er ovale; de kan være 30 cm lange og omtrent halvt så brede. Den gule ensian findes i Alperne, Jurabjergene og Pyrenæerne, og selvom den ikke er særlig almindelig, kan den hist og her optræde som et generende ukrudt i alpe-enge, hvor den får lov at stå i fred for det græssende kvæg p.gr. af sit indhold af bitterstoffer .
Slægten Gentiana omfatter over 800 arter, der alle har smukke klokke- eller tragtformede blomster, som er hvide, gule, røde, blå eller violette. De er overvejende bjergplanter, og kun forholdsvis få af dem anvendes til havebrug.
Vildtvoksende arter: Herhjemme kender vi fem vilde arter.
Klokke-ensian (Gentiana pneumonanthe) har en opret, klokkeformet blomst, i reglen smukt dybblå med fem grønlige striber udvendig og grønne pletter indvendig.
Bredbægret ensian (Gentiana campestris) har en åben, blåviolet blomst med frynser i svælget.
Baltisk ensian (Gentiana baltica) er spinklere, højst 20 cm høj, og har violblå blomster.
Smalbægret ensian (Gentiana amarella) har en rødviolet, åben klokke, og
engensian (Gentiana uliginosa) er med sine højst 15 cm noget mindre, men ligner i øvrigt den foregående. De findes overvejende på strandenge, heder og skrænter og er mere almindelige i Jylland end på øerne. Blomstringen finder sted mellem maj og september.
Dyrkede arter:
Trompet-ensian (Gentiana clusii) blev tidligere kaldt Gentiana acaulis, den stængelløse ensian. Den stammer fra Alperne og Appenninerne, men er meget eftertragtet som haveplante p.gr. af sin vidunderlige blå farve. Den har derfor gennemgået en slags forædlingsproces, hvorfor de planter, man i dag køber som trompetensian, i reglen er krydsningsmateriale mellem fx Gentiana clusii og Gentiana kochiana. Det forringer dem ikke som haveplanter , og man bør kun være taknemmelig, hvis de vil vokse i ens have, for netop disse planter kan være meget lunefulde. De trives bedst i halvskygge og skal have megen fugtighed forår og sommer, hvis de står i direkte sol - helst også en let overbrusning hver morgen. Jorden må gerne være kalkholdig, men i øvrigt veldrænet og gerne specielt tilberedt med kompost, sand eller grus og lidt tørvemel, det sidste for at holde på vandet. Når planterne trives godt, danner de smalle, grønne blade små puder, og de store, dybblå blomster, der undertiden har grønlige striber eller pletter indvendig, dannes i maj-juli. Hele planten bliver kun omkring 10 cm høj.
Gentiana asclepiadea. Den kaldes på dansk svalerods-ensian, fordi de grønne blade ligner svalerodens. Svalerods-ensian (Gentiana asclepiadea), der er opkaldt efter den græske gud for lægekunsten, Asklepios, finder man på temmelig fugtige steder i Alperne. Den bliver 40-60 cm høj, og dens grønne blade ligner svalerodens. Blomsterne, der er hyacintblå, sidder 2-3 sammen i bladhjørnerne og fremkommer i august-september. Den trives bedst i halvskygge og på en noget fugtig, humusrig jord, gerne sammen med andre planter som langsomtvoksende bregner.
Gentiana farreri stammer fra Kina og Tibet. Den har store, tragtformede blomster, der indvendig er himmelblå og udvendig meget lyse med purpurfarvede striber. Bladene er lysegrønne og smalle, næsten græslignende, og de danner små tuer. Den blomstrer i august-september, men kan være vanskelig at dyrke. Den forlanger en let, vel drænet og noget kalkholdig jord og vil gerne stå tørt om vinteren, ligesom den foretrækker en plads i solen.
Kochs ensian (Gentiana kochiana) ligner meget trompet-ensian, men har bredt ovale blade og stilkede blomster, der er smukt blå med mørkegrønne striber indvendig. Den blomstrer i juni, men er desværre ikke letdyrkelig og må henregnes tilliebhaverplanterne.
Gentiana kurroo kommer fra Kashmir og Himalaya. Den bliver 15-25 cm høj og blomstrer i september med dybblå, klokkeformede blomster med hvid bund. Den trives bedst på en stenet eller i hvert fald meget veldrænet vokseplads og er noget nemmere i kultur end de fleste, selvom den vokser langsomt. Den blomstrer i september-oktober.
Gentiana septemfida kaldes undertiden sommer-ensian, fordi den blomstrer i juli-august. Gentiana septemfida stammer fra Lilleasien, Iran og Kaukasus. Den bliver 10-30 cm høj, men er noget krybende. Blomsten er blåviolet og trompetformet med let tilbagebøjede kronblade. Varieteten lagodechiana fra Kaukasus er mere rigt blomstrende og har store dybblå blomster, som udvikles i juliseptember.
Gentiana sino-ornata. Navnet betyder den smukke ensian fra Kina. Gentiana sino-ornata stammer fra Kina og Tibet og er en af de smukkeste ensian. Den har en stor opadvendt, tragtformet blomst, som indvendig er smukt azurblå, udvendig med mørkere striber. Bladene er smalle og græslignende, Den er en af de få ensian, der kræver surbund og rigelig fugtighed. Den trives bedst i halvskygge og blomstrer i september-oktober.
Gentiana pneumonanthe, der direkte oversat betyder lungeblomst. Man har tidligere i folkemedicinen anvendt den mod lungesygdomme.
Forårs-ensian (Gentjana vema) springer ud allerede i april med smukke himmelblå blomster. Gentiana vema, forårsensian, findes i Alperne, Pyrenæerne og Lilleasien. Blomsten, der er smukt himmelblå, har et snævert kronrør og fladt udbredte kronflige i stjerneform. Den kræver en let, veldrænet jord og bør vinterdækkes, så det meste vand løber fra. Bladene er små, ovale og danner rosetter. Velegnet til koldhus; blomstrer i april-maj.
Gentiana lutea, den gule ensian, kan blive op til 150 cm høj.
Formering: Ensian kan formeres ved frø, som udsås om efteråret i bænk eller potte. Spiringsevnen er i mange tilfælde afhængig af, om frøene først har fået frost, og det kan være formålstjenligt at anbringe dem et par døgn i en frostboks før såning. De fleste arter kan formeres ved deling, og enkelte som Gentiana farreri, Gentiana septemfida og Gentiana sino-omata kan formeres ved stiklinger foruden ved »nedkølede« frø.