Det botaniske navn for alpeviol kommer af det græske kyklos = cirkel. I Danmark er alpeviol (Cyclamen) mest kendt som potteplante og snitblomst, men visse arter kan udmærket anvendes i haven.
Alpevioler har ikke alene smukke blomster, men også fine nettegninger på bladene.
Alpeviol som potteplante: Den art, der bruges som potteplante, Cyclamen persicum, gror vildt i Iran, Grækenland, Lilleasien, på Kreta samt i Israel Det er flerårige, urteagtige planter med en stængelknold, hvorfra de langstilkede, hjerteformede blade og blomster udspringer. Bladene er mørkegrønne og ofte med lysere marmoreringer. Blomsterne sidder enligt på en lang stilk. De er nikkende med stærkt tilbageslåede kronbladsflige og fremkommer om vinteren og foråret. De er hvide eller rosa i forskellige nuancer. I årenes løb er der foretaget omfattende selektion (udvælgelse) og forædling af Cyclamen persicum, så at de typer, der dyrkes i dag, er meget forskellige fra de vildtvoksende typer. Denne udvælgelse og forædling startede i England og er fortsat især i Tyskland og Schweiz, således at blomsternes kronblade er forskelligt formede, med glat eller frynset rand. Det er stort set de samme sorter, der anvendes til potteog snitbrug.
Alpevioler (Cyclamen). Et udvalg af de nuancer, blomsten forekommer i.
Sorter: Der er et stort udvalg af sorter.
Af hvide kan nævnes 'Mont Blanc', 'Snehvide' og 'Schwanensee', medens 'Lustige Witwe F1' er hvid med lillarosa øje. Af røde sorter kan nævnes 'Rosa von Zehlendorf', der er laksrosa, 'Perle von Zehlendorf', der er laksrød, 'Cattleya', der er lyslilla, 'Rødhætte' , der er skarlagenrød, og 'Rosamunda F1', der er purpurrød.
Pasning: Alpeviol gror godt i enhedsjord og foretrækker ret lav temperatur, 15-18°C. Efter centralvarmens indførelse er dyrkningen af alpeviol gået betydeligt tilbage. Temperaturen i rummene er for høj til, at blomsterne kan holde ret længe. Blomsterknopperne udvikles desuden dårligt i den høje temperatur. Når der vandes, bør man undgå at vande direkte på knolden, fordi den let bliver angrebet af forrådnelsessygdomme, hvis den er våd. Det er bedst at vande i underskålen, således at vandet suges op i potten. Når man fjerner visne blomster og blade samt blomster, der skal sættes i vand, bør man dreje stilken lidt, idet man fjerner den fra knolden. Ellers bliver der sår, som danner indgangsport for forskellige svampesygdomme. Der bør regelmæssigt tilføres næring. For megen næring kan medføre væksthæmning, og for lidt næring giver hurtigt symptorner på kvælstofmangel, der viser sig i form af lysegrønne til svagt violette farver på de yngste blade.
Formering: Alpeviol formeres ved hjælp af frø. Frøet spirer kun i mørke, så man må passe på, at der ikke kommer lys til under spiringen, der varer 4-6 uger. Der sås i en blanding af kompostjord og tørvemel. Spiringen går hurtigst ved 15-20°C og over 30°C. Under 10°C sker der slet ingen spiring. Når planterne er kommet op, begynder man straks at vande med en svag næringsopløsning, og temperaturen holdes så lavt som muligt, 16-18°C.
Om vinteren må temperaturen gerne nå ned på 12-14°C.
Sygdomme og skadedyr: Hvis jorden er for fugtig, kan rødderne angribes af forskellige svampesygdomme, som f. eks. Cylindrocarpon spp. Thielaviopsis spp. og Fusarium spp. Hvis rødderne angribes kraftigt af disse svampe, dør de, og bladene bliver slappe og gule. Blomster og blade angribes af gråskimmel, der forårsages af svampen Botrytis cinerea, hvis planten er for fugtig. Ved angreb af gråskimmel dannes små brune pletter på blomsterne, og stilkene bliver brune og rådne med en grå, lådden svampebelægning. Man kan forsøge at bekæmpe svampeangrebene ved hjælp af midler, der f.eks. indeholder thiram. Der er flere skadedyr, der angriber alpeviol. Her kan nævnes begoniathrips, hvis angreb forårsager forkrøblede blade med korkagtige striber, og cyclamen-miden (Tetranychus pallidus), som giver forkrøblede og indadbøjede blade. Blomsterne bliver misdannede og åbner sig måske slet ikke. Bekæmpelse af disse skadedyr kan forsøges med Lindanholdige midler.
Alpeviol i haven: De arter, der anvendes i haven, stammer især fra Middelhavsområdet, Mellemeuropa og Lilleasien. Man kan have både forårs- og efterårsblomstrende alpevioler i haven, og til det brug findes en række arter, hvoraf her kun nævnes nogle få stykker.
Forårsblomstrende: Af forårsblomstrende arter kan nævnes Cyclamen coum, der findes i Kaukasus, Taurusbjergene, Armenien, Libanon, Grækenland og Tyrkiet. Knoldene er ikke mere end i gennemsnit. Rødderne udvikles fra centrum af knolden. Bladene er for det meste æg- til nyreformede, skinnende grønne med nedsænkede bladnerver. Blomsterne er små og karminrøde til hvide. De fremkommer i februar-marts. I tidens løb har denne art udviklet sig, så man har været nødt til at foretage en opdeling i underarter, ssp., nemlig Cyclamen coum spp. alpinum, der findes i det sydlige oprindelsesområde, Cydamen coum spp. hiemale, der findes i det vestlige oprindelsesområde, og Cydamen coum spp. caucasicum, der findes i det østlige oprindelsesområde.
Af efterårsblomstrende arter kan nævnes Cydamen cilicicum, der stammer fra Lilleasien. Knolden er ikke mere end 4 cm i gennemsnit. Bladene er runde til hjerteformede med sølvhvide tegninger. Blomsterne er rosafarvede med et mørkere »øje«, og de fremkommer i august-oktober. Planten er ikke fuldt hårdfør og bør vinterdækkes eller dyrkes i koldhus. Cyclamen purpurascens stammer fra Mellemeuropas bjergområder: Schweiz, østrig, Jugoslavien, hvor den gror på kalkholdig, stenet jord i løvskove og buskadser. Bladene er nyreformede til hjerteformede med mørkegrønne oversider forsynet med sølvhvide tegninger. Undersiden er for det meste violet. Bladene forbliver grønne om vinteren. Knolden er forsynet med rødder langs hele yderkanten. De karminrøde, velduftende blomster fremkommer i august-oktober. Cyclamen purpurascens er den eneste art, som er fuldstændig hårdfør hos os.
Kultur: Planterne kræver en ret fugtig jord med godt dræn, for at planterne ikke kommer til at stå for fugtigt om vinteren. Hvis de får lov at stå længe på samme sted, blomstrer de rigere for hvert år. I svær jord lægges knoldene ca. 2 cm dybt og i lettere og tør jord ca. 4 cm dybt. Knoldene bør ikke lægges senere end oktober.
Formering: Alpeviol formeres ved såning, og man kan enten så frøet lige efter modningen, eller man kan lade planten selv klare det. Det sker ved, at frøkapslerne under modningsprocessen trykker sig ned i jorden, hvorved frøene sås.
Kraftig potteplante af alpeviol (Cyclamen).
--