Lupinens gamle danske navn er det foragtelige ulvebønne, dvs. med uspiselige frø. Det botaniske artsnavn har samme baggrund, idet Lupinus kommer af latin lupus = ulv. Den flerårige havelupin har smukke, fingerdelte blade og en tæt, opret blomsterklase med klare, rene farver. Den blomstrer i højsommeren, og hvis man fjerner de afblomstrede klaser før frøsætning, kan man få en ny blomstring sidst på sommeren. Rødderne er tykke, kødfulde og dybtgående, hvorfor planten klarer sig godt på mager og tør jord. På rødderne udvikles store kugleformede knolde af kvælstofbakterier.
Lupiner i blandede farver er godt til grupper. Så snart blomsterne ikke er smukke mere, bør de skæres ned. Det giver chance for et nyt flor senere på sommeren.
Vækstkrav: I naturen findes lupin på tør jord, og den trives bedst i fuld sol. Den er hårdfør i vort klima; men enkelte havesorter fryser undertiden bort, især på fugtig og lerholdig jord. Pleje: Lupin er meget let at formere ved frø, som kan sås i august-september, straks efter modningen, eller tidligt om foråret.
Navnesorterne er ikke konstante ved frøudsæd, og derfor formeres disse især ved stiklinger, der tages med »hæl« i løbet af sommeren. Hver stikling skal have et par løvblade, og de stikkes i sandblandet jord i drivbænk, hvor de overvintres. Næste forår udplantes de på blivestedet. Større planter er p.gr. af de tykke og skøre rødder vanskelige at omplante, ligesom deling af dem heller ikke lykkes særlig godt. Lupiner kræver ingen opbinding; men ved stærk blæst og efter voldsomme regnskyl kan de tunge blomsterklaser knække eller lægge sig ned. Spidsen af klasen vil derefter vokse videre lodretopad, og klasen får en uskøn, bøjet form. Afpudsning kan indskrænkes til afskæring af de afblomstrede klaser, som aldrig bør have lov at sætte modne bælge, hvis udvikling vil tære på plantens vækst kraft. Vinterdækning af sarte sorter kan foretages med tørt, vissent løv, mens tørvesmuld er uegnet, fordi dette samler for megen fugtighed og kulde.
Lupin er en taknemmelig haveblomst, som let spreder sig ved selvdnlng på steder med let og tør jord i fuld sol.
Anvendelse: Havelupin er ikke særlig egnet til staudebedet, fordi der efter afblomstringen opstår et »hul«, som nabo stauderne har svært ved at skjule. Derfor foretrækker man lupiner i selvstændige bede, i en flerårig blomstereng eller i snitbedet. Med sine fine farver, søde honningduft og den smukke klase form burde lupin være en dejlig afskæringsblomst; men de enkelte blomster i klasen holder desværre kun få timer i afskåren stand.
Lupinblomsten har 5 kronblade, øverst fanen, til siderne de to vinger og nederst kølen, der er dannet af to kronblade.
Sorter: En kendt gruppe lupiner kaldes Russell-lupiner, og deres opståen er et helt eventyr. RusseII var postbud i omegnen af York i England. Han udstillede i sin ungdom lupinblomster på den lokale blomsterudstilling for amatører, og han blev drillet meget af sine venner for de små, usle blomster. Med ægte engelsk stædighed ville han bevise, at han nok skulle lave fine blomster. Han importerede frø fra mange lande, især fra California, dyrkede planterne i sin have, krydsede dem indbyrdes og kasserede de dårlige typer. Han udviklede i løbet af 20 år helt enestående smukke sorter, med blomster i alle regnbuens farver. Russelllupinernes eneste minus er deres mindre gode hårdførhed. Fra Aksel Olsens planteskole i Kolding har vi fået en anden farveprægtig samling af lupiner, regnbuelupinerne. Desuden findes en lang række navnesorter i handelen, af hvilke de bedste er 'Kastellan' , der er blå-hvid; 'Kronleuchter', gul; 'Mein Schloss', rød; og 'Schlossfrau', rosahvid.
Blomsten har en fornem, sødlig duft.
Andre arter:
Lupinus albus er en enårig foderplante med hvide blomster. Den bliver 20- 100 cm høj og har stærkt hårede bælge.
Lupinus angustifolius er ligeledes enårig; den har 20 cm lange blomsterklaser med mørkeblå blomster. Den kan anvendes som sommerblomst i haven, hvor den blomstrer fra juni til september.
Lupinus luteus er den velkendte gule lupin. Dens gule blomster udvikles allerede sidst i maj og spreder en fin violduft. Den anvendes ofte på magre jorder for at tilføre kvælstof, der bliver fremstillet af de kvælstofbakterier, som udvikles på rødderne. Hvor der ikke tidligere har vokset gule lupiner på en jord, må man samtidig med frøsåningen »pode« jorden med kvælstofbakterier , der leveres af frøhandleren. Gul lupin kan anvendes som en slags pionerplante på ny anlagte vejskråninger, lydvolde eller som forkultur på dårlig jord før tilplantning med kulturplanter.