Ses tidligt forår - midsommer.
Her er et levende bevis på, at intet er gratis i denne verden. De fleste andre almindelige typer plæneukrudt foretrækker neutral eller basisk jord, så dem kan man holde væk ved at gøre plænen mere sur. Desværre trives markfrytle aldeles glimrende på sur jord.
Vækstform:
Markfrytle ligner meget plænegræsser bortset fra de lange hår på kanterne af bladene, og ligesom græsserne vokser den fra basis, så den kan vokse videre efter en klipning. Den blomstrer og sætter frø om foråret, ofte før man begynder at slå græsplænen, og den spreder sig også med korte udløbere.
Hvad man kan gøre:
Små forekomster kan graves op, men den eneste langtidsholdbare løsning er at tilsætte kalk i jorden for at hæve dens pH og gøre den mindre sur. På den anden side ser markfrytle ikke ret meget anderledes ud end græs, så hvorfor ikke bare tolerere den?