En enkelt art af vinranken (Vitis vinifera) har været kendt i Det nære østen og i Middelhavsområdet allerede 3000-4000 år f. Kr.; siden har man fundet enkelte andre arter i Østasien, og fra Nordamerika stammer mere end 30 arter. Erik den Røde bemærkede vinrankerne, der hang ned fra alle træer, og kaldte Amerika for Vinland. Vinranke er en flerårig, løvfældende klatreplante med først urteagtige, senere træagtige skud, som hæfter sig til andre planter ved klatretråde. Disse tråde er omdannede blomsterklaser , der danner afslutningen på et skud, som .fortsætter længde væksten fra den yderste sideknop. De hjerteformede, 3-5-lappede, ofte savtakkede blade sidder spredt på skuddene.
Blomsterne er enkønnede eller tvekønnede og har vind- eller selvbestøvning; de er femtallige og samlet i toppe. De gullige kronblade sidder som en hætte over den øvrige del af blomsten og afkastes før den egentlige blomstring; herved afdækkes de gulgrønne støvdragere og støvfang. Frugterne er torummede bær med 2-4 frø; bærfarven er grøn, gul, rød, blå eller næsten sort.
Stiklinger af vinranke slår let rod, bedst i drivhus eller drivbænk.
Vækstkrav: Danmark ligger på nordgrænsen for vinrankens vækstområde. Egentlig erhvervsmæssig vindyrkning finder mest sted syd for den 52. breddegrad; derfor skal vinplanterne her i landet plantes på et lunt sted op ad en sydmur for at trives blot nogenlunde. Bedre klarer de sig naturligvis i drivhus eller vinterhave.
Modne druer af den populære blå vindruesort 'Frankentaler', som modner bedst i et væksthus.
Formering: Vinranken formeres ved stiklinger, podning eller frø. Både urteagtige og træagtige stiklinger slår let rod. De urteagtige stiklinger med 2-3 stænge lied skæres om eftersommeren og stikkes i bænk eller drivhus; de slår hurtigst rod i tågeformering. Træagtige stiklinger skæres sent på efteråret, men bedst inden jul. Stængelstykker på 20 cm's længde nedgrave s i jorden i et drivhus, så at kun den øverste knop stikker op over jorden. I den følgende vækstsæson vil stiklingeplanten kunne opnå en længde på ca. 1m.
Omkring 1860 ødelagde vinrodlusen de fleste vinplanter i Europa. Efter den tid gik man i de vinproducerende lande over til at pode de forskellige vinsorter på rodlusresistente grundstammer. Frøformering sker i naturen, men er helt uden betydning ved vinavl.
Blomstrende vinranke.
Dyrkning: Vinplanterne trives bedst på en veldrænet, kalkholdig jord i læ og i fuld sol. Både frilandsplanter og drivhusplanter skal have rigelig med vand sommeren igennem; i drivhus bør rankerne oversprøjtes daglig med kuldslået vand, så at luftfugtigheden bliver størst mulig; kun i selve blomstringstiden bør man ikke overdouche planterne, da blomsterstøvet skal være tørt for at sikre en god befrugtning. Temperaturen bør holdes under 25°C. Vinrankens rødder gror vidt omkring for at søge efter vand og næring; ofte finder man planter med 10 m lange rødder. Tidligt om foråret bør man give et næringstilskud på 4-5 kg blandingsgødning pr. 100 m².
Beskæring: I reglen plantes de nye vinranker ud om foråret. Ved denne lejlighed skæres ranken ned til nogle få knopper over jorden; disse knopper vil da skyde kraftige skud, som ved beskæring må formes, så at de danner en vifteformet eller kandelaberformet krone. N år hvert skud eller stængel har udviklet 4-6 knopper, bortskæres resten af skuddet; denne beskæring foretages tidligt om vinteren; for at undgå saftblødning fra sårfladerne skal beskæringen være tilendebragt før jul. De store hovedranker fastgøres til espalier eller mur; det er fra disse hovedgrene, at de frugtbærende, enårige skud udvikles. Når man i juni kan se, hvor blomsterklaserne udvikles, afskæres skudspidsen 2 blade over den inderste klase; hvert sommerskud bør nemlig kun få lov at bære en enkelt klase. De ikke-bærende skud afskæres over et blad, og det samme er tilfældet med de senere udviklede sommerskud; kun de ranker, som man har udset til at danne de kommende hovedstængler, beskæres ikke. Efter druehøsten afskæres de afbårne skud helt ind til hovedgrenen, mens de nye enårige erstatningsskud skal sikre næste års høst.
Blødende vin, som er beskåret for sent.
'Aurora' er en krydsning mellem Vitis vinifera og den vilde amerikanske art Viris labrusca. Rigtbærende i Danmark på friland i september.
Den japanske vinranke Vitis coignetiae har ægformede blade med purpurrød høstfarve.
Arter:
Vitis coignetiae fra Japan er meget kraftigtvoksende med store, ægformede blade, dækket af en brunlig filt. Høstfarven er iøjnefaldende purpurrød og indtræffer samtidig med, at de 8 mm store bær modnes; de er sorte og dækket af rød dug.
Vitis labrusca fra det østlige Nordamerika har filtede skud og ægformede blade med en klatretråd over hvert blad. Bærrene er meget små, kun 1 cm i diameter; de har tyk hud og store kerner. Ved udvalg har man fundet frem til bl.a. den gammelkendte amerikanske sort 'Concordia'. Druen smager lidt i retning af solbær. I Europa blev denne amerikanske vinranke-art anvendt som grundstamme for de gammelkendte europæiske sorter, idet Vitis labrusca er modstandsdygtig over for vinrodlus. Arten er også indkrydset i sorter af Vitis vinifera, fordi den giver mange og hårdføre druer; herved opstod bl.a. sorten' Aurora', som dog er uden solbærsmag.
Vitis vinifera er den velkendte kaukasiske og europæiske vinstok. Der dyrkes mange sorter af den, nogle få på friland, men de fleste i drivhus. I opvarmet drivhus lykkes den store, blårøde 'Gros Colman', mens man i koldhus bør foretrække den blå 'Frankentaler'. På friland har man i de sidste 100 år dyrket de hvidliggrønne 'Van der Lahn' og 'Preciose de Malingre'. Ved krydsning med amerikanske arter som Vitis aestivalis og Vitis labrusca har man skabt nogle meget hårdføre sorter med velsmagende druer, bl.a. den tidligere omtalte 'Aurora' med grønne druer, 'Schuyler' med blå druer med fin muskatsmag og 'Heimrod', som er en kerneløs muskatdrue.
Vitis vulpina stammer fra det sydøstlige Nordamerika. Bladene er trelappede, ofte spidst savtakkede og glinsende grønne. Bærrene er små og sorte og kan spises efter den første frost.
Sygdomme og skadedyr:
De modne druer efterstræbes ofte af fugle og hvepse. Frilandsplanterne bør i god tid før modningen overdækkes med et fuglenet af nylon eller hessian, og en nylonstrømpe, trukket uden om klasen, kan hindre hvepsene i at udsuge bærrene. Frilandsdruer hjemsøges kun sjældent af vinskjoldlus og spindemider, som til gengæld er ret almindelige på drivhusplanterne. De modnende klaser bliver ofte angrebet af gråskimmel, især hvis druerne sidder for tæt; dette kan undgås ved, at man i tide udtynder klaserne. I vindyrkende lande plages vinstokkene ofte af vinskimmel, som kan holdes borte ved gentagne sprøjtninger med bl.a. bordeauxvæske.
Hvis man på et tidligt tidspunkt udtynder druerne i klasen, bliver de enkelte druer både større og sødere.