Fuld sol
Jævn vanding
18-30°C
Vækstform: monopodial
Kompost: grov bark
Rigtigt blå orkideer er meget usædvanlige, men vandaer er næsten blå. Den smukke farve på denne hybrid kommer fra Vanda coerulea, en smuk art fra bjergegnene i Indien og Burma, hvor den i dag desværre næsten er blevet udryddet. Den findes stadig i dyrket form, og den bruges flittigt som forælder til alle de nye moderne Vanda-hybrider som er dukket op i de senere år. En almindelig forælderart er Euanthe sanderiana (tidligere Vanda sanderiana). Den bruges især for at få store, flade blomster. Det er en philippinsk art, der bliver meget stor, med enorme, rosa-tonede blomster. Ligesom Vanda coerulea er den næsten udryddet i naturen, men findes dog ret ofte som dyrket.
Vanda Blue Magic blomstrer om sommeren, men også på andre tidspunkter af året. Væksten er monopodial og blomsterstænglerne udspringer fra bladhjørnerne. Blomsterne er store, næsten 20 cm, og meget holdbare.
Det er ikke helt nemt at dyrke Vanda, men en solrig og varm placering, gerne hængende i en kurv med lidt grov kompost og flittige daglige overbrusninger er noget, den kan lide. Den kan også godt lide gødning året rundt. Vanda krydses ofte med nærtstående slægter for at få andre farver og former frem, f.eks. med Ascocentrum. I så fald kaldes den Ascocenda. Det har givet ophav til en enorm industri, i særdeleshed i Sydøstasien, hvor de dyrkes i store mængder, som eksporteres som eksklusive afskårne blomster. Men selv i Europa avler man disse skønheder til afskårne blomster.
På ferieturen lokkes mange ofte til at købe små glasflasker med meristem-formerede Vanda-hybrider, som bare er nogle få centimeter høje. De koster som regel ikke ret meget, eftersom de er meget unge. Men husk, at unge orkideer er meget følsomme, og at dødeligheden er stor på vore breddegrader. Desuden tager det flere år, inden planten fremviser sine blomster. Derfor er det bedre med en voksen plante, da den er betydeligt stærkere.
--