Tulipanblomsten har 6 støvknapper, hvorfra støvet (pollenkornene) kommer ud gennem revner i spidsen.
Støvknappen er den yderste del af støvbladet hos blomsterplanterne, og i den dannes støvkornene. Normalt består støvknappen af fire støvsække , som sidder to og to omkring støvtrådens forlængelse, knapbåndet; somme tider ender støvtråden dog på rygsiden af knapbåndet, så at støvsækkene kan vippe på den.
En helt ung støvsæk er ikke hul; men under udviklingen dannes en hulhed i midten. Heri frigøres støv korn- eller pollenmoderceller, hvoraf pollenkornene dannes. I deres kerne er der 2n kromosomer; de kaldes derfor diploide (dobbelte). Pollenmodercellerne deler sig to gange, så at hver af dem bliver til fire pollenkorn. Hvert pollenkorn indeholder n kromosomer, halvt så mange som pollenmodercellerne; pollenkornene er haploide (enkelte). Den deling, hvorved antallet af kromosomer reduceres fra 2n i pollenmodercellerne til n i pollenkornene, kaldes en reduktionsdeling. Hos de fleste blomsterplanter frigøres pollen ved, at støv knapperne åbner sig ved langsgående revner; men hos f.eks. lyngfamilien falder pollenet ud gennem små huller i spidsen af støvsækkene.
Støvdragere med vippende støvknapper hos Agave filifera.