Lykkeaks er hjemmehørende i Mexico, hvor den vokser som en halvbusk med helrandede, elliptiske til lancetformede, hårede blade. Blomsterne er samlet i firkantede, nikkende aks, der vokser frem fra bladhjørner og skudspidser. Blomsterne, der er hvide til blegrøde med to purpurrøde pletter, er tydeligt læbeformede; det er dog ikke selve blomsterne, men de hjerteformede, blårøde. taglagte højblade, der gør blomsterstanden iøjnefaldende. Blomsterne falder hurtigt af, men højbladene bliver siddende længe. Sorten 'Nørgaards Favorite' er lav. Der findes desuden en gul varietet af lykkeaks.
De hvide blomster hos lykkeaks (Beloperone guttata) falder hurtigt af, mens høj bladene til gengæld bliver siddende meget længe.
Pleje: Lykkeaks foretrækker en lys placering i rummet, men må dog beskyttes mod direkte sol om sommeren. Som pottejord kan bruges enhedsjord.
I vækst- og blomstringsperioden kræver lykkeaks meget vand og næring. Om vinteren tilføres ikke næring, medmindre planten er i blomst, og vandingen reduceres i takt med, at temperaturen falder. Om sommeren må temperaturen komme op omkring 25°C, mens den om vinteren bør ligge mellem 12 og 16°C; temperaturen må ikke komme under 10°C. Når væksten igen begynder at øges, kan planten knibes og, hvis det er nødvendigt, pottes om til en større potte.
Lykkeaks kan blomstre året rundt i stuen.
Formering: Afknebne toppe kan bruges som stikkemateriale. Stiklingerne skal være 6-10 cm lange; for at få fyldigere planter kan man stikke flere, f.eks. tre sammen, i en potte. Der stikkes i standard-spagnumblanding ved en jord temperatur på 20-25°C; denne temperatur kan opnås ved, at man stiller stiklingerne på en radiator.
For at holde sluttet luft og dermed høj luftfugtighed dækkes stiklingerne med klar plastic. Under gode forhold vil stiklingerne normalt have rod efter ca. 3 uger. Planterne har en tendens til at blive lange; det kan til en vis grad undgås ved at knibe dem regelmæssigt.