Gulerod - Daucus carota

Familie: Skærmblomstrede (Umbel'li­ferae).

Plantetype: Toårig urt. Dyrkes som enårig køkkenurt.

Voksested: Dyb, sandblandet muld­jord.

Høst: Juni-oktober.

Formering: Frø.

Den vilde gulerod (Daucus carota) blomstrer i reglen det første år, medens havegulerod (Daucus carota ssp. sativus) først blomstrer det andet år.

Den vilde gulerod (Daucus carota) er almindelig i Europa og dele af Asien og Afrika. I Danmark finder man den især langs veje. Roden er tynd, forgre­net og hvidlig, og planten blomstrer oftest allerede det første år.

Den dyr­kede gulerod (Daucus carota ssp. sati­vus) er en meget gammel kulturplante, der allerede for over 2000 år siden blev dyrket i Middelhavslandene. Den er antagelig bragt til Danmark på Christi­an IIs tid, da nederlændere kom hertil for at dyrke grønsager. I gammel tid blev gulerod anvendt både som læge­plante og som køkkenurt.

Det første år udvikles en sprød, oran­gegul pælerod med et tykt barklag. I dag dyrkes overvejende sorter, hvis marv har samme orangegule farve. Farven er sortsbestemt og arvelig og desuden afhængig af temperaturen. Det første år udvikles bladene fra basis. De er flere gange snitdelte og 30-50 cm høje. Det 2. år vokser blom­sterstænglen frem; den bliver ca. 1 m høj og udvikler i toppen en sammensat skærm af hvide blomster, der er tve­kønnede, men også kan være iblandet enkønnede og golde blomster. De midterste blomster i skærmen er ofte mørkerøde. Efter afblomstringen krummes de yderste skærmstråler i vejret, så skærmen kan minde om en fuglerede. Frugten består af to delfrug­ter med kortere og længere, stive børster med modhager i spidsen. Når frøet er modnet, er den saftige rod tømt for de oplagrede næringsstoffer og dør derefter bort.

Vækstkrav: Gulerod trives godt under åbne forhold og bør ikke vokse på indelukkede steder, hvor angreb af gulerodsfluens larver ofte bliver ondar­tede. Jorden skal være dybt sandrnul­det, rig på næring og fri for sten.

Pleje: Ønskes tidlige frilandsgulerød­der, foretrækkes en sydvendt, tidlig varm jord. Her sås frøet i slutningen af marts eller begyndelsen af april, så snart jorden er bekvem. Det næste hold gulerødder sås i begyndelsen af maj. Anvendes pilleret frø, altså frø, der er omgivet af en kunstig, vandop­løselig hinde, lægges disse i 2-3 cm's afstand i rækker med 25-35 cm's af­stand, og planterne behøver ikke at udtyndes. Sås almindelige frø ud, skal småplanterne udtynde s til 3-5 cm's afstand, dog 8-10 cm's afstand for vintergulerødder , der sås sammen med 2. hold.

Rødderne høstes, når de har nået en passende størrelse. Vintergulerødder graves op med greb i september-oktober og opbevares i let fugtigt sand på et frostfrit, men køligt sted.

Anvendelse: Gulerod er vitaminrig og indeholder karotin, der omdannes til A-vitamin i organismen. Det er en velsmagende og letfordøjelig køkken­urt, der spises såvel rå som kogt. Sorter: Gulerod inddeles i sommer- og vintergulerødder; desuden findes en række sorter, der er velegnede til driv­ning. Den mest dyrkede gulerod har en jævn overflade. Formen er cylindrisk til let kegleformet. Af sommersorterne kan 'Nantes'-gruppen med en række sorter anbefales.

Vintergulerod har en længere udvik­lingstid. Rødderne er længere og mere spidse. Sorter som 'Flakkeer' og 'Feo­nia' er de mest anvendte.

Skadedyr: Gulerodsfluens larver (Psila rosae) gnaver gange i rødderne og er især ødelæggende i maj-juni og au­gust-september. Fluen lægger æggene i jorden ved en række skærmblomstrede planter som persille, selleri og gulerod. Sprøjtning med Basudin 25 emulsion (fareklasse B) senest 3 uger før høst kan anvendes ved bekæmpelse af 2. generation larver.