Der findes flere former for bønne, men den mest almindeligt dyrkede her i landet er den såkaldte havebønne, der sandsynligvis stammer fra det tropiske Amerika. I peruanske gravfund har man fundet frø af denne slægt, der antagelig er blevet dyrket der, længe inden europæerne kom til landet.
De frø, man dyrkede i oldtidens Ægypten og Grækenland af »bønne«, tilhørte andre slægter, og havebønnen (Phaseolus vulgaris) er således en ret ny kulturplante i Europa. Planten er meget følsom over for kulde, men dens hurtige udvikling gør, at den med held kan dyrkes på friland i de fleste somre. Der findes flere former, dels de såkaldte stangbønner , der er slyngende og hvis vækst fortsætter, efter at en blomsterstand er udviklet, dels buskbønnen, hvis vækst afsluttes med en blomsterstand. De trekoblede løvblade er store og ru på oversiden. Blomsterne er enten hvidgule eller rosafarvede og efterfølges hurtigt af bælgene, der er grønne eller gule. Frøene er hvide eller ensfarvede i nuancer fra lysebrun til næsten sort. På rødderne udvikles små knolde med bakterier, der kan udnytte luftens frie kvælstof, der hermed kommer planten til gode.
Stangbønne med bælge parat til høst.
Hyppig plukning giver større udbytte.
Stangbønner giver stort udbytte på ringe plads.
Vækstkrav: Bønneplanten skal udvikles og sætte frugt under en ret kort sæson, og det er derfor nødvendigt, at den vokser på en varm jord; stedet bør beskyttes mod blæst. Jorden behøver ikke at være særlig næringsrig; den kan være sandet eller leret, når blot den er afvandet.
Bønner kan lægges til spiring i fugtigt sand ved stuetemperatur. Kimplanterne udplantes med 10 cm's afstand og 60 cm mellem rækkerne, når jorden er mindst 12°C, eller de plantes under en plastictunnel. Bedste plantetid er, når kirsebærrene blomstrer.
Pleje: Havebønne skal først sås, når jordtemperaturen er omkring 12-15°C, dvs. omkring 10.-25. maj, samtidig med kirsebærtræernes blomstring, Buskbønne sås med 35-45 cm's afstand mellem rækkerne, og planterne tyndes ud til 10 cm's afstand i rækken. Stangbønne kræver mere arbejde ved såningen, men har den fordel, at der kan høstes i en længere periode. Frugterne undgår at blive tilsmudset af jord, og de er nemmere at plukke. 2-3 m høje stænger sættes godt ned i jorden i to rækker med 50-70 cm's afstand. De bindes sammen enten foroven tre og tre eller til en vandret liggende stang. Der sås 6-8 frø omkring hver stang, og planterne tyndes ud til 3-4.
Anvendelse: Snittebønner har store, flade bælge, der kan snittes, koges og stuves eller anvendes i sammenkogte retter. De øvrige voks- eller grønne bønner anvendes mest til kødretter eller spises kogt med rørt smør til.
Friske bønner er et velsmagende og værdifuldt næringsmiddel.
Sorter: Sorternes dyrkningsværdi er foruden ydeevnen afhængig af bælgenes skørhed, om bælgene har ribber, der skal fjernes før kogningen, eller om planterne er modstandsdygtige over for bønne syge m.m. I dag findes
en række fremragende sorter, der kan tilfredsstille ethvert krav:
Stangbønne: 'Blue Lake' med runde, grønne bælge. 'Goldflut', der er en voksbønne.
Buskhønne: 'Sværd Ekstra Bred', der er en snittebønne, 'Carlos Favorit' og 'Processor', der begge har grønne, runde bælge, samt voksbønnerne 'Omega', 'Carmencita' og 'Kiva'. Alle de nævnte sorter er dyrkningsværdige.
En portion bønner på. 100 g indeholder 400 bønner, nok til 40 m række. Det giver en høst på 50 kg bælge.