Kløverbusk er en let, spinkel busk med trekoblede, kløverlignende blade. Slægtsnavnet Lespedeza skal minde om den botanisk interesserede guvernør D. Lespédez, der levede i Florida i det 18. årh; bicolor betyder tofarvet. Kløverbusk er en typisk tørke- og steppeplante, der hører hjemme i det nordlige Kina, Manchuriet og Japan. Den bliver sjældent over 150 cm høj. Skuddene er kantede og oprette, småbladene bredt ægformede med mørkegrøn overside og grågrøn, håret underside. Blomsterne sidder i sidestillede småklaser, samlet i store toppe i spidsen af skuddene; blomsterfarven er violetrød. Især p.gr. af den lange blomstringstid, juli-oktober, er kløverbusk en meget værdifuld busk til småhaver.
Vækstkrav: Som andre steppeplanter foretrækker den en solrig plads med tør, veldrænet jord. Planten er hårdfør, men kan dog fryse noget tilbage i kolde vintre.
Pleje: Kløverbusk kan formeres ved frøudsæd om foråret, ved skudstiklinger i juni på friland eller ved rodstiklinger, som pottes og overvintres i koldhus med påfølgende udplantning det følgende forår. Tilbagefrosne skudspidser afskæres, før de nye skud udvikles nede fra rodstokken eller fra de nederste dele af ikke-frostskadede stængler. De nye skud fra rodstokken bliver meterlange i løbet af sommeren og blomstrer samme år. AnvendelserKløverbusk kan anvendes enkeltvis eller flere sammen, bedst på en tør, sandblandet jord, oven på en støttemur eller i atriumhaven.