Mangelsygdomme hos planter opstår, når der er mangel på et eller flere af de 21 grundstoffer, som er nødvendige for, at en plante kan udvikles normalt, eller hvis næringsstoffernes indbyrdes mængdeforhold er forkert. Årsagerne kan være en forkert sammensætning af de naturlige muld lag eller en forkert, dvs. ensidig, gødskning. Tilstedeværelse eller tilførsel af visse kemiske stoffer kan binde andre stoffer, som derved bliver utilgængelige for planterne. Også jordens surhedsgrad (reaktionstal) indvirker på næringsstoffernes tilgængelighed for planterne.
Symptomerne på mangelsygdomme er dårlig vækst, misfarvning af blade eller andre plantedele eller dårlig frugtsætning. Hvis de pågældende næringsstoffer flyttes rundt i planten med saftstrømmen, opstår mangelsymptomerne i de nederste og ældste blade; det gælder grundstofferne kvælstof, fosfor, kalium og magnesium. Hvis grundstoffer ikke flyttes rundt i planterne, viser mangelsymptomerne sig i vækstpunkterne, f.eks. i skudspidserne. Det gælder kalcium, svovl, mangan, jern, bor, kobber og zink.
Kvælstofmangel viser sig ved langsom vækst og gulfarvning af især yngre blade nær toppen; samtidig farves blad nerverne purpur, især på bladundersiden. Rødderne bliver brune og forkrøblede og dør efterhånden bort. Blomsterknopperne bliver gule og falder af, og frugtsætningen ophører.
Kaliummangel viser sig ved langsommere vækst samt ved krusning og misfarvning af bladene, som bliver brune, først ved bladranden, senere ind mod midtnerven. Kaliummangel indvirker især på frugten s form, fasthed og kvalitet.
Fosformangel giver svag vækst og forsinkelse af frugtmodningen. Bladundersiden bliver rødlig-purpur, først som spredte pletter, senere jævnt over bladfladen og i nerverne. Kalciummangel giver manglende saftspænding. Stænglens øverste del bliver plettet, og blomsterknopperne i toppen dør. Kalciummangel må ikke forveksles med jordens kalktrang, som kan ændres ved at hæve reaktionstallet (pH).
Magnesiummangel giver skøre blade, som har tendens til at krumme opad. Bladnerverne beholder den mørkegrønne farve; men bladpladen mellem dem farves stærkt gul. Magnesiummangel optræder oftest på sure sandjorder med højt indhold af kalium.
Bormangel giver mørkfarvning (hjerteforrådnelse) omkring vækstpunktet og kendes især fra rødbeder og roer.
Jernmangel viser sig ved gulfarvning af de yngre blade, først mellem nerverne; bladvævet dør dog kun sjældent.
Manganmangel giver gulfarvning af bladene, først længst væk fra nerverne, som dog hele tiden bevarer deres grønne farve.
Afhjælpning af mangelsygdomme kan ske ved korrekt gødningstilførsel til jorden eller udsprøjtning på bladene. Inden gødskningen kontrolleres jordens og planternes indhold af næringsstoffer ved jord analyse og bladanalyse, så at de manglende næringsstoffer kan tilføres i de rigtige mængder. Såvel analyser som konstatering af mangelsygdomme udføres i erhvervshavebrug og i særlige tilfælde i privathavebrug af konsulenter eller et jordbrugslaboratorium.
Se også artiklerne Bladanalyse, Gødningsstoffer, Jordanalyse, Jordarter, Jordtræthed, Kunstgødning, Kunstjord, Næring samt de enkelte plantenæringsstoffer.