Fjerbregnerne er kraftige frilandsbregner, hvoraf flere typer kan blive op til høje. De brede blade visner bort om efteråret. Rodstokken er lodret og meget tyk. Den kan på ældre planter vokse op over jordoverfladen og komme til at minde om en lille stamme. Bladene er fjerformede og meget elegante i væksten. Det fine og graciøse antydes i de engelske og tyske navne for fjerbregnen, Ladyfern og Frauenfarn, som begge betyder dame- eller kvindebregne. Dette navn går igen i det botaniske artsnavn for den almindelige fjerbregne, som hedder Athyrium filix-femina (= kvindebregne ).
Vækstkrav: Som de fleste andre havebregner er fjerbregne en typisk skovbundsplante, der trives bedst i fugtig, humusrig bladjord. Det er vigtigt, at planten får læ, da de sarte blade let ødelægges af blæsten. Vinterdækning er ikke nødvendig, men på lerholdig eller meget sandet havejord kan en årlig topdressing (jorddækning) med spagnum eller enhedsjord befordre væksten.
Pleje: Fjerbregne formeres let ved deling af ældre planter tidligt om foråret. Ved nyplantning og omplantning sættes planterne en smule dybere end før. I øvrigt er fjerbregne en såre nem haveplante, som fuldstændig passer sig selv. De nedvisnede blade bør ikke fjernes om efteråret, men få mulighed for at formulde på stedet.
Anvendelse: Fjerbregne er en ideel bundplante i havens skovbund under buske og træer, også gerne under stedsegrønne planter som rododendron. Den kan plantes sammen med andre frilandsbregner, guldnælde, hasselurt, vintergrøn og vinterglans.
Arter og sorter: Alpefjerbregne (Athyrium distentifolium) hører hjemme i lyse bjergskove, på alpeenge og sætere i Mellemeuropa og Nordamerika. Den er meget kraftig og kan under gode betingelser nå en højde på næsten . Bladene er 2-3 gange fjersnitdelte, stive og mørkegrønne. Bladstilken er rødligt lysebrun næsten helt ud til bladspidsen. Sporehushobene er ved modningen helt runde og sidder på undersiden af bladenes øverste to tredjedele. Alpefjerbregne vil gøre sig som solitærplante, omgivet af lavere bregner og andre bundplanter.
Almindelig fjerbregne (Athyrium filixfemina) er vildtvoksende mange steder i verden. I Danmark træffes den på Øerne og i Østjylland, oftest i skove, i skovmoser og på stengærder. På fugtige voksesteder kan den blive meterhøj. Bladene er friskgrønne med smalle, fligede bladafsnit. Herpå kendes den let fra den anden almindelige danske bregne, mangeløv (Dryopteris filixmas), der er betydelig grovere i bygningen. Fjerbregnen har aflange, ofte krumme sporehushobe med et frynset slør. Der sidder avner eller skæl på det nederste af bladstilken. Fjerbregnen findes i mange variationer, hvis bladform ofte er meget forskellig. Athyrium filix-femina 'Bornholmiense' er høj med tætte bladafsnit, som sidder taglagt over hinanden. Athyrium filix-femina 'Cristatum' har meget lysegrønt løv, hvis sideafsnit minder om hanekamme; det giver hele planten et persilleagtigt udseende. Athyrium filixfemina 'Fieldii' har lange og brede blade, hvis kortstilkede sideafsnit vender nedad som grenene på serbisk gran. Dværg-fjerbregne (Athyrium filix-femina var. minor) er en lav varietet af selve arten. Den bliver kun høj og er meget frodig og let at dække et stykke skovbund med.