Kristtorn - Ilex

Navnet kristtorn skyldes de tornede blade og blodrøde frugter; folketroen opfattede den som den plante, hvoraf Kristi tornekrone blev flettet. Planten har gennem tiderne haft betydning i overtroen, og f.eks. i Tyskland og Østrig anvendtes afskårne kviste som værn mod et fantasivæsen, Maretorn, som man mente plagede mennesker og dyr ved nattetid.

Kristtorn-slægten består af en lang række arter, hvoraf kun få dyrkes i vore haver som prydplanter. Der fin­des såvel stedsegrønne som løvfælden­de buske og træer. Barken på grenene er ofte grøn, bladene er spredte og til tider tornede i randen. Blomsterne er enkønnede med rester af det andet køn, og der findes i reglen såvel han­- som hunplanter. Frugterne er bærlig­nende stenfrugter, der oftest er røde. Det stedsegrønne djævletræ (Osman­thus) minder meget om kristtorn, men kan kendes fra denne ved at have modsatstillede blade (se artiklen Djæv­letræ).

Almindelig kristtorn (Ilex aquifolium) er især smuk om vinteren, når de røde frugter sidder tæt på grenene.

Vækstkrav: Kristtorn trives bedst i halvskygge i en god, muldet jord, men kan dog også vokse i sol og udvikles pænt der. Flere af sorterne af alminde­lig kristtorn fordrer læ, medens der også findes typer (kloner), der kan klare kolde vinde uden at tage skade. Planten tåler at beskæres og formes; den plantes bedst i det tidlige forår.

Anvendelse: I busket sammen med andre stedsegrønne, som solitærplante i en græsplæne og som underbeplant­ning mellem større træer. Kristtorn er velegnet både i større og mindre haver og er uundværlig ved juletid i buketter og dekorationer.

Kristtorn er lige velegnet til store og små haver.

Arter: Almindelig kristtorn (Ilex aqui­folium) er den mest dyrkede art her i landet, og den findes også vildtvoksen­de i Jylland i skove og krat. Den hører hjemme i den vestlige og sydlige del af Europa og kan blive et 10 m højt træ'. Planten er meget variabel, og der dyrkes en lang række sorter, der adskiller sig i vækst, blade og frugtfarver. Plantens ved er hårdt, hvidt og uden kerne; stammen er glat, grålig og gre­nene grønne. Bladene er læderagtige, ofte med glinsende overside. Formen ændres med alderen, idet de unge individer har tornet-tandede blade, der hos ældre oftest bliver helrandede uden torne. Blomstringen finder sted i maj-juni. Blomsterne er hvide, ret små og oftest firtallige. Hunblomster­ne udvikler røde, bæragtige stenfrug­ter, som bliver siddende på planten vinteren over, hvis de da ikke bliver ædt af sjaggere og andre bærædende fugle.

Kristtornsorten 'Golden King' har tæt tornede, gulbrogede blade og mange røde frugter.

Sorter: Blandt de mange meget deko­rative og smukke sorter kan nævnes, 'Argenteomarginata' med hvidlig bladrand; 'Aureomarginata' med gullig bladrand; 'Golden King' med ret bred vækst og gul brogede, tæt tornede bla­de, kræver læ; 'Pyramidalis' med pyra­midal vækst og smukke tilspidsede, på oversiden skinnende grønne blade, fordrer læ; og 'Silver Queen' med hvidbrogede blade. Der findes kun hanlige planter, hvorfor denne sort må stiklingeformeres.

Ilex crenata er vildtvoksende i Japan. Væksten er tæt, og planten bliver 2-3 m høj. Busken er stedsegrøn med mange små, svagt takkede blade, der er glinsende og mørkegrønne. Blom­strer i maj-juni; hunplanterne udvikler kuglerunde, sorte frugter. Planten tå­ler skygge. Sorten 'Convexa' bliver ca. 2 m høj og er velegnet til mindre haver, både i busketter og på mure. Ilex pernyi bliver indtil 4 m høj. Den er vildtvoksende i Central- og Vestkina. Væksten er tæt og busket, bladene matte med 1-3 torne i hver side.

Ilex verticillata, løvfældende kristtorn, er vildtvoksende i Nordamerika. Bus­ken bliver indtil 3 m høj og har en ret åben vækst. Bladene, der fældes tidligt om efteråret, er fint savtakkede. De smukke røde frugter bliver siddende i lang tid på planten og kaldes »winter­berries«.

En kristtorn-art, der ikke kan vokse her i landet, er paraguaybusk (Ilex paraguariensis). Det er en nytteplante, der dyrkes i Brasilien; dens blade er mere langstrakte end hos vore hjemli­ge kristtorn, og bladene anvendes som te efter at være tørret og stødt til et groft pulver, maté. Maté drikkes ikke, som vi drikker te, men suges op gen­nem rør. Drikken er stimulerende, indeholder koffein og smager noget røget.

De røde »bær« hos kristtorn er i virkelighe­den stenfrugter.