Steppegræs hører til topgræsserne og danner brede tuer af blågrønne, oftest sammenrullede og ret smalle blade. Tuerne er meget regelmæssige med en smukt hvælvet form, og bladene når som regel en højde på ca. 65 cm, mens akset bliver næsten 150 cm. Akset ligner et havreaks og er først lyst grågrønt, senere bleggult stråfarvet med rødbrune stakke. I plantekatalogerne går steppegræs af og til under navnet alpehavre og med det gamle botaniske navn Avena sempervirens.
Steppegræs (Helictotrichon sempervirens) kaldes også alpehavre. Det er et af vore mest værdifulde prydgræsser, smukkest som solitærplante.
Vækstkrav: Dette prydgræs stiller ingen særlige vækstkrav, men udvikler sig dog dårligt på en fugtig, leret jord. På lette jorder bliver det let pladskrævende og skal helst plantes solitært på ikke-vindudsatte steder af hensyn til de høje strå. Fuldt hårdført i Danmark.