Fennikel blev i det 17. årh. plantet her i landet i landsbyhaver og anvendtes både i køkkenet og på apoteket. Alle dele af planten anvendtes; roden ansås for at være blodrensende og urindrivende. Planten blev også brugt mod mæslinger og skoldkopper. Frugten anvendes stadig i medicinen, bl.a. som smagsstof i hostemidler til veterinært brug.
Fennikel har store gulblomstrede skærme. Planten er en-, to- eller flerårig og er vildtvoksende i Sydeuropa. De 3-4 gange fjersnitdelte blade har store bladskeder og hule bladstilke. Blomsterne er gule og sidder samlet i store skærme.
Vækstkrav: Humusrig, ikke for tør jord på et solvarmt sted.
Pleje: Fennikel formeres ved frø, der sås enten i det tidlige forår eller i begyndelsen af juli med en rækkeafstand på 40 cm. Den almindeligt dyrkede varietet 'Sød Fennikel' har kødede bladskeder , der danner en knold lige over jordoverfladen. Når knolden er på størrelse med et løg, bleges den ved jordhypning.
Anvendelse: 'Sød Fennikel' kan anvendes på flere måder. De grønne blade kan hakkes og spises som dild. De mere eller mindre veludviklede knolde spises rå eller kogt og smager sødt og aromatisk. En god sort er 'Sød Florentiner' .
Fennikel har vid anvendelse i køkkenet: i salatblandinger, fiskesupper, farsretter, til røget fisk og som vigtig bestanddel i en fadret med ost.
Den anses for uundværlig i Sydeuropa.