Rødbeden er omtalt i danske urtebøger fra det 17. årh., og den har været dyrket i oldtidens Grækenland og Romerriget, hvor plantens blade blev brugt i medicinen. Rødbede er toårig og nærbeslægtet med bladbede, runkelroe og sukkerroe. Det første år dannes en roset af stilkede, mere eller mindre rødviolette blade og en tyk, kødet, rødfarvet rod. Et tværsnit af roden viser et antal koncentriske ringe, der fremkommer ved mange vækstlag uden om hinanden. Hvert lag danner et vedlag indad og et barklag udad. Både runkelroe og sukkerroe er opbygget på lignende måde; men i modsætning til disse har rødbeden en stærkt rød cellesaft, der tåler kogning, er vandopløselig og anvendes som farvemiddel. Det 2. år udvikler planten sine høje, forgrenede blomsterstande; blomsterne er uanselige og grønlige, samlet i 2- til 6-blomstrede nøgler, hvor blosteret ved modenhed af nødfrugterne bliver siddende. Det, man forstår ved et rødbedefrø, er således et lille nøgle med 2-6 frø.
Rødbedesorten 'Crosbys' har en kuglerund rodknold.
Vækstkrav: Rødbede udvikles bedst på en velmuldet, ikke for tung jord med reaktionstal 6,7-7. Jorden skal være velgødet og kunstgødning giver et bedre resultat end staldgødning.
Pleje: Frøet sås på friland omkring 1. maj; et senere hold sås i begyndelsen af juni. Rækkeafstanden bør være 30- 50 cm, og planterne i rækken udtyndes senere til 5-10 cm's afstand.
Sorter: De bedste sorter er ensfarvet røde. Formen varierer fra fladrund til aflang; 'Crosbys' er rund, 'Cylinder' halvlang og 'Fromanova' lang.